Beskæring

Beskæring – afsavning og afklipning af grene og kviste på levende træer og buske – giver med rette grund til overvejelser: Hvordan? Og ikke mindst: Hvornår?

At beskære er at såre. Man hærger træets produktionsapparat og åbner indfaldsporte for vedødelæggende organismer, især parasitiske svampe. Heldigvis har vedplanterne gennem mange millioner års kamp og selektion udviklet en lang række virksomme forsvars- og helingsmekanismer, der kan imødegå skader fra eksempelvis vindbrud, dyrebid, skrab, slag og netop vores beskæring. En vigtig del af træers forsvar mod især svampeangreb er dannelse af spærrezoner og indkapsling. Svampe kræver ilt for at vokse, og hvis træet lukker for ilthanen, standser svampevæksten.

Ved beskæring af blivende træer gælder det som udgangspunkt om at begrænse indgrebene mest muligt og sikre, at væksterne får de bedste muligheder for hurtig heling. I de senere år er det dog blevet moderne med forskellige former for mishandlinger af træer for at fremme udvikling af hulheder, rådhuller og andre vigtige levesteder for betrængte dele af den biologiske mangfoldighed. På denne baggrund må man overrasket konstatere, at diverse varmemestre og andre klamphuggere i årevis – og helt utilsigtet – har ydet en stor indsats for biodiversiteten.

Der kan være mange grunde til at opstamme og beskære træer og buske: forme eller tæmme væksten, fjerne voksende hindringer for færdsel, udkig, bygninger, ledninger og andre planters udvikling, rette op på skader fra vindbrud og fjerne syge kviste eller truende stammer og grene. Når det gælder frugttræer, navnlig æbletræer, kan beskæring også have til formål at holde dem lave og åbne, således at frugten udvikler sig optimalt og bliver let at plukke.

I gamle dage var det god latin at beskære i vintertiden; nok især fordi tiden og arbejdskraften bedre var til rådighed her – og fordi det er lettest at få overblik over træet i den bladløse tid. Det er også lettere at rydde op efter sig, når der ikke skal fjernes bjerge af frisk løv.

Senere blev det på baggrund af forsøg og undersøgelser generelt anbefalet, at beskæring blev foretaget i sensommeren, nærmere bestemt fra slutningen af juli til et stykke ind i september – også kaldt JAS-beskæring efter månedernes forbogstaver.

Rent biologisk må man forvente, at det som hovedregel vil være bedst at foretage en beskæring, mens træet er i vækst, og livsprocesserne kører, således at dets forsvar kan træde i funktion, frem for i dvaletiden.

På det seneste er der offentliggjort nogle nye resultater fra et forsøg på Sveriges lantbruksuniversitet, der peger på et mindre entydigt billede, end man havde håbet på. I forsøget blev træer af stilkeg, småbladet lind, spidsløn og fuglekirsebær beskåret i henholdsvis januar, maj og september. Seks år senere blev træerne fældet og beskæringsstederne undersøgt for overvoksning af sår og misfarvning i veddet (der blev tolket som angreb af nedbrydere).

Eg var samlet set bedst til at hele og overvokse, efterfulgt af løn, lind og kirsebær, idet det var sket i henholdsvis 84, 42, 32 og 13 procent af prøverne – og hurtigst for træer beskåret i januar. Misfarvningen var mindst ved henholdsvis januarbeskæring hos eg og lind og ved septemberbeskæring hos kirsebær, mens løn ikke viste nogen forskel.

UANSET HVORNÅR PÅ ÅRET er de bedste redskaber en god, skarp og ikke for stor sav samt en ligeledes skarp beskærersaks. Ørnenæb giver knusningsskader, som sinker helingen. De grundlæggende regler er: Skær tæt ved basis ind til, men aldrig i grenkraven omkring grenens udløb fra stammen, og skær vinkelret på grenen, så sårgabet bliver mindst muligt. Afsavning af tunge grene kan med fordel ske i tre tempi: Først lægges et ikke for dybt snit på undersiden af grenen et par decimeter fra basis, dernæst saves grenen over en anelse længere ude, og til sidst skæres resten af, lige uden for grenkraven. Så flænses barken ikke, og grenkraven vil kunne fortsætte væksten og hurtigt lukke såret.

Beskæring i vådt vejr frarådes, da svampesporer har lettere ved at spire i de åbne, fugtige sår. Omvendt bør man heller ikke beskære i hård tørke på grund af udtørringen. For at undgå smittespredning under beskæringen anbefales jævnlig afspritning af værktøjets skærende dele.

Hos blandt andet birk, valnød og arter af løn fører beskæring om vinteren og foråret til »blødning«. Denne udstrømning af saft indebærer et tab af vand, sukkerstoffer og mineraler, men begrænser sandsynligvis svampes mulighed for at trænge ind. Det anbefales dog fortsat, at sådanne »blødere« beskæres i juli-august. Det samme gælder for blomme, kirsebær og andre stenfrugtede, der godt nok ikke bløder, men er sene til at lukke sår og er udsatte for angreb af bakteriekræft.

Selvom man ser sig selv som en nænsom kirurg, er det som regel bedst for træet, at man lader være, især hvor grenene er tykkere end en arm. Men det er ikke altid en mulighed.