Hver dag går en vred mand ud ad hoveddøren i huset overfor. Hans ansigt er kuglerundt, hans næse er en kartoffeltud, hans tynde hår er hentet fra den ene side og truer hele tiden med at flyve lige op i luften, som om arrigskaben kunne få en skorsten at ryge op af. Uanset vejret har han den samme beigefarvede vindjakke på, og i hånden har han en bajer. Han mumler, nogle gange råber han, ikke ad nogen, det handler om noget, der foregår indeni ham selv. Han indbyder ikke umiddelbart til nærmere granskning, og det virker temmelig usandsynligt, at nogen skulle finde på at male hans portræt, men hvis en kunne gøre det, var det Francisco Goya. Den spanske mester (1746-1828) malede både høj og lav, så mennesket skinner igennem det, der egentlig bare er olie på lærred. Goya bliver også kaldt det psykologiske portræts fader, jeg elsker Goyas portrætter.

På den helt fabelagtige Goya-udstilling på Fondation Beyeler i Basel i 2021 hang et af hans berømte værker af hertuginden af Alba, suverænt malet. I fuld figur i et landskab af sand og træer omkring den sydspanske by Sanlucar de la Barrameda, hvor familien havde sin sommerresidens, og hvor Goya tilbragte tid.