Alt er sjap

Det plejede at føles som en snestorm. Funklende, forvirrende: at navigere i popkultur, hurtige internetnyheder, kvikke tweets og tænksomme essays om dum underholdning. Hvad er den nye, toneangivende serie, hvad er det næste meme-format, hvad skal vi have på i morgen, og hvad betyder det?

Hvad mener jeg med snestorm? At det ligesom fyger ubønhørligt med tegn og hype og billeder, det, vi taler om som besatte og glemmer igen, som nu i år. Zelenskyjs enkle, mosgrønne T-shirt, surdejsboller med vesterhavsost (hvor får man årets bedste BMO, Bolle Med Ost, spurgte Heartbeats), Tobias Rahim som følsom folkehelt og begærsobjekt, Kim Kardashians Marilyn Monroe-kjole, Kanye Wests vanvid, Harry Styles' endelige transformation fra drenget musikstjerne til omvandrende content, de sindssyge smørpriser, Rihannas babymave, den kunstige intelligens’ Dall-Es kunstværker (hvor er de uhyggeligt gode! gøs man, og nu kan man allerede afkode dem), Lars von Trier lavede Riget 3, Sidney Lees død, dronning Elizabeths død, med ét var hvide plastichavestole det smarteste smarte (set på baren Autopoul i Københavns nordvestkvarter), til modeugen var alt chartreuse-grønt og hæklet, man lærte at bestille en negroni sbagliato med prosecco, indtil alle bartendere tiggede én om at holde op, og komiker, skuespiller, med mere Pete Davidson gik på omgang med sine trætte sovekammerøjne og lavede den ene celebre overscoring efter den anden.