Da jeg en fredag for nogle uger siden spiste middag med min svigerfar, diskuterede vi det samme, som vi altid diskuterer: kunst og teknologi. Her modsætter min svigerfar sig alt, hvad jeg selv tager for givet. Jeg bruger de fleste af mine vågne timer på at beskæftige mig med kunst og har en tendens til at se den teknologiske udvikling som en trussel mod meget af det, jeg kerer mig om. Han er formet af hightechindustrien og tilgår alle teknologiske landvindinger med en stålsat tro på, at de vil gøre verden til et bedre sted.
Denne fredag diskuterede vi sommerens absolut hotteste crossover mellem vores respektive interessesfærer, version 2 af billedgeneratoren DALL-E. Min svigerfar var ikke i tvivl: »Den kommer til at udrydde kunst, som vi kender det,« deklamerede han i et tonefald, der lå et godt stykke nærmere skadefryd end bekymring. Jeg forsøgte at opponere med pointer om den menneskelige erfarings og intentions afgørende betydning for kunstnerisk skabelse, men det er længe siden, den slags argumenter mistede deres naturlige autoritet. Jeg måtte medgive, at DALL-E 2 ligner et skridt på vejen mod en uoverskuelig omvæltning.
DALL-E 2 er baseret på en algoritme, der ud fra sproglige kommandoer skaber unikke billeder baseret på adgang til 250 millioner billeder. Man skal forestille sig et billede genereret ud fra alt, hvad der findes på internettet. Giv algoritmen en hvilken som helst kommando på engelsk – lad os sige »Weekendavisens forside a la Picassos blå periode« – og så leverer den et udvalg af forslag.
Internettet flyder for tiden over med bemærkelsesværdige billeder genereret af DALL-E 2 såsom Vermeers Pige med perleørering med en odder i stedet for pigen. Det ligner vitterligt noget fra en parallel virkelighed, hvor den hollandske mester har valgt en odder som motiv for sit berømte maleri i stedet for en ung pige. »En meget trist nymfeparakit i en balkjole i John Singer Sargents stil« ligner netop dét. Mere stilistisk neutrale, men ikke mindre fantasifulde kommandoer som »En ægte flodhest, der sidder på en sofa og ryger en cigaret, 70 mm Nikon« sidder også lige i skabet. Programmet kan også let skabe mere enkle illustrationer i professionel kvalitet. I det seneste nummer af Cosmopolitan stod det bag historiens første helt igennem computergenererede magasinforside. DALL-E 2 udgør tydeligvis et gennembrud, hvad angår teknologiens evne til at forstå forholdet mellem billeder og den tekst, vi bruger til at beskrive dem.
Bag DALL-E 2 står forskningsenheden OpenAI, og bag OpenAI står en armé af Silicon Valley-investorer og milliarder og atter milliarder i kapital. Enhedens erklærede mål er at skabe kunstig intelligens, der »kommer hele menneskeheden til gode«. De billeder, der genereres af DALL-E 2, er alle sammen unikke, og de er ikke skabt af andet end computerbearbejdning og en tekstkommando, så som sådan kommer de ikke i karambolage med nogen former for ophavsret.
Udtryksfriheden begrænses af, at det ikke er muligt at afbilde offentlige personer og varemærker eller nøgenhed, vold og andet, der falder under det elastiske begreb »stødende materiale«. Programmet har allerede fået kritik for, at det kolporterer den bias og racisme, der generelt præger internettet – beder man om at generere »advokater«, får man et udvalg af hvide mænd, og beder man om »flypersonale«, får man et udvalg af asiatisk udseende kvinder.
Lige nu er DALL-E 2 kun lanceret som testversion for udvalgte personer, men forbedringerne fra første til anden version er dramatiske, og andre firmaer har lignende værktøjer under udvikling. Når teknologien for alvor slippes løs, er det let at forestille sig, at den kan afstedkomme en syndflod af rettighedskrænkelser, seksuelle krænkelser og politisk misbrug. Det er et åbent spørgsmål, hvordan de juridiske og moralske grænser, der er fastlagt for DALL-E 2, vil blive håndhævet på længere sigt.
MEN HVAD MED min svigerfars skråsikre påstand? Hvad bliver konsekvensen af programmer som DALL-E 2 for vores forhold til kunsthistorien og til selve skabelsen af kunst? Umiddelbart ligner DALL-E 2 som minimum en trussel på levebrødet for mange af verdens illustratorer og grafiske designere. Tænk sig at modtage en håndfuld gratis udkast i professionel kvalitet, der er formet efter lige netop det, man har i tankerne, uden at skulle bruge tid og penge på først at vende ideer med fejlbarlige mennesker og derefter vente på, at idé udformes til værk – det kan let vise sig som en fristende løsning for mange, der står og mangler en illustration.
OpenAI bedyrer naturligvis, at DALL-E 2 blot er tænkt som et supplement til kreative brancher – en slags inspirations- og idégenerator, der kan »uddybe og udvide den kreative proces«, som en talsperson har forklaret mediet VentureBeat. Ikke desto mindre filosoferer OpenAIs CEO, Sam Altman, på sin blog over fremtidsperspektiverne i computere, der kan udføre handlinger på baggrund af kommandoer: »Trenden vil udvikle sig på nye måder, indtil den også fungerer med komplekse handlinger – vi kan forestille os en ‘kunstigt intelligent kontorarbejder’, der handler ud fra sproglige anmodninger, ligesom et menneske gør.« Ifølge Altman viser DALL-E 2 uforudsigeligheden i den kunstige intelligens: »For et årti siden troede alle, at kunstig intelligens først ville påvirke manuelt arbejde, så kognitivt arbejde og måske på sigt kreativt arbejde. Nu ser det ud til, at det kommer til at foregå i den omvendte rækkefølge.«
I techmagasinet Wired funderer Jessica Rizzo over en fremtid, hvor menneskers primære idé om kreativitet måske kommer til at dreje sig om at levere simple kommandoer til en maskine: »I skolerne udskiftes bøgerne allerede med digitalt indhold – de steder, hvor man stadig har noget, der minder om undervisning i kunst, kunne man meget vel blive fristet til at springe over bøvlet og udgifterne, der er forbundet med at undervise i akvarelmaling, og i stedet vende sig mod billedskabelse via kunstig intelligens, så snart den slags bliver mere bredt tilgængeligt.«
MAN KAN KUN gisne om, hvor stor en konkret indflydelse programmer som DALL-E 2 får på sigt. Det forekommer dog klart, at de passer perfekt til en moderne kultur, hvis primære kreative modus allerede defineres af genbrug og sammenblandinger af elementer fra kulturhistorien. De sociale medier domineres af billeder og memes, der genbruger visuel kultur. Musik- og filmbranchen har i årevis primært dyrket nyfortolkninger af fortidens genrer og figurer. Årets mest omtalte hit er Kate Bushes »Running Up That Hill (A Deal with God)« fra 1985, der er blevet genopdaget via en prominent rolle i tidens største tv-serie, Stranger Things, der i sig selv er et potpourri af kulturelle markører fra 1980ernes popkultur. I det perspektiv virker DALL-E 2 som et naturligt udviklingstrin og det hidtil mest konsekvente eksempel på den digitale kulturs genbrugslogik.
Mens jeg de seneste par uger har surfet internettet tyndt i slipstrømmen på de mange bemærkelsesværdige DALL-E 2-illustrationer, har jeg også læst kunsthistorikeren Jed Perls nyeste bog, Authority and Freedom, der udkom tidligere i år. Den er et sobert forsvar for kunstens iboende kvaliteter i en tid, hvor kunstværker ofte vurderes ud fra politiske og identitetsmæssige forhold. Ifølge Perl opstår al kunst i en gensidig forhandling mellem traditionernes autoritet, der sikrer en vis orden i værkets form og udtryk, og den individuelle kunstners frihed til at eksperimentere med formen og trodse traditionerne.
Jed Perl er 71, og jeg er ikke sikker på, han har noget særligt nært forhold til den digitale verden. Jeg er helt sikker på, han endnu ikke har stiftet bekendtskab med DALL-E 2. At læse hans bog sideløbende med tendensartikler om kunstig intelligens er at føle et paradigmeskifts vinde nærme sig stormstyrke. Perls bog er glimrende, men DALL-E 2 varsler en virkelighed, hvor traditioner og autoritet spiller en helt anden rolle end den, han tager for givet – en virkelighed, hvor former og strukturer braser fuldkommen sammen.
Perl skriver om den modernistiske maler Piet Mondrian, der så det som kunstnerens opgave at finde en balance mellem det subjektive og det objektive: et subjektivt valg af motiv, der præsenteres med en overordnet, objektiv logik. Her er det oplagt at spørge, om der i grunden findes en mere objektiv, overordnet logik end en kunstig intelligens, der har adgang til hele vores visuelle historie? DALL-E 2 kan ses som kulminationen på Mondrians poetik, men det er nok meget tvivlsomt, om hollænderen selv ville have opfattet det sådan.
Et andet sted citerer Perl kulturpersonligheden Guy Davenports hyldest af »plagiater, citater, påhæng, ekkoer, parodier, forfalskning« i den kunstneriske praksis. Men hvad ville Davenport have tænkt om så rendyrket et udtryk for den slags efterabende virksomhed som det, DALL-E 2 tilbyder? DALL-E 2 overskrider alt, hvad Mondrian og Davenport var i stand til at forestille sig, ikke mindst fordi det producerer værker uden egentlige skabere. Værker over for hvilke kunstnere ikke er autoriteter, men elementer i en computergenereret kode. Værker fremstillet på initiativ af mennesker, der ikke selv skaber noget, men blot indtaster en kommando. Pludselig føles al den kunstteori, Perl trækker på, omsonst; som noget fra en anden, forældet virkelighed.
HIDTIL HAR TRADITIONERNES autoritet fortalt os, hvor kunstens formmæssige grænser ligger, og hvilke færdigheder der skal til for at skabe kunst. Det er ikke nødvendigt at tillære sig noget håndværk eller tilegne sig et kendskab til en tradition for at bede en computer om at skabe et værk. Men hvilke parametre skal vi så bruge til at forstå denne grænse- og færdighedsløse kunst? I bogen om sin metier fra 1965, som Perl også citerer, skriver væveren Anni Albers: »Grænseløshed fører kun til formløshed, en smeltende bevægelse ud i intetheden.« Sam Altman fra OpenAI skriver selv om DALL-E 2: »Den er et udtryk for en verden, hvor det er gode ideer, der udgør grænsen for, hvad man kan udrette; ikke specifikke færdigheder.«
Formløshed, intethed, ideer. Det er ikke sådan at få hånd om fremtidsudsigterne. Efter jeg havde spist middag med min svigerfar, tænkte jeg en del over navnet »DALL-E«. Det er en kombination af to navne – endnu et eksempel på, hvordan den grænseløse digitale kultur udvisker hierarkier og autoriteter og erstatter dem med tilfældige sammensætninger: Salvador Dalí – den berømte kunstner – og WALL-E, hovedkarakteren i Pixar-filmen af samme navn fra 2008. Uanset hvor åbent jeg forsøger at forholde mig til den digitale kunst, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at WALL-E er en robot, der tøffer ensom rundt på en tom jordklode i år 2805 og sorterer den menneskelige civilisations efterladte skrald. Og at dét siger noget centralt om DALL-Es forhold til vores kulturhistorie.
