Det har aldrig været helt ukompliceret at være fan af Kanye West. Den amerikanske rapper og producer, der for tiden går under navnet Ye, har altid svinget i pendulfart mellem det gale og geniale og jagtet ekstremerne.
Som et omvandrende gesamtkunstwerk har Kanye West været med til at forvandle rapmusikken til den største musikgenre i verden med revolutionerende albums. Med en evne til at påvirke tidsånden og skabe hype som ingen anden, har han kalkulerende dikteret moden i årtier gennem lukrative designsamarbejder med Louis Vuitton, Adidas og Balenciaga. Hele hans livsbane er tilrettelagt for at opfylde hans egen profeti om den ultimative indflydelse og berømmelse, der kulminerede med ægteskabet med superinfluenceren Kim Kardashian i 2014.
Men siden bruddet med hustruen Kardashian i 2021 og navneskiftet til Ye har provokatøren udviklet sig til en fanatiker. Ye har spredt højredrejede, antisemitiske konspirationsteorier, samtidig med at han har videreformidlet budskaber fra de obskure religiøse grupperinger kaldet de sorte hebraiske israelitter, der kort fortalt er grupperinger af afroamerikanere, der mener, at de er sande efterkommere af oldtidens israelitter. Det hele krydret med et kristent kærlighedsbudskab, der ifølge ham selv beskytter mod al kritik.
I sidste uge gæstede Ye så konspirationskongen Alex Jones' talkshow, Infowars, sammen med den hvide nationalist Nick Fuentes – de holocaustbenægtende bedstevenner spiste forinden middag med Donald Trump.
I et tre timer langt og utrolig bizart interview udtalte Ye, at han elsker både jøder og nazister, iført en sort hætte, der skjulte hele hans ansigt. Ye havde også medbragt et lille orange fiskenet som en personificering af Benjamin Netanyahu. Ye agerede dukkefører for nettet, der med en lys stemme sagde, at rapperen ville blive dræbt og få taget sine børn fra sig.
Flankeret af den lille nynazist Fuentes var værten Jones for første gang i sit liv fornuftens stemme i et lokale og gav Ye en chance for at trække i land: »Kan vi ikke sige, at du kan lide uniformerne, og det er så det?« Men nej, det var ikke bare det. Der var rigtige mange ting, som Ye elsker ved Hitler.
Siden interviewet har selv ytringsfrihedsaktivisten Elon Musk måttet krybe til korset og har, igen, udelukket Ye fra sit nyindkøbte sociale medie, efter at rapperen tweetede et billede af davidsstjernen fusioneret med det nazistiske svastika. På selvsamme Twitter har præsident Biden siden set sig nødsaget til at bekræfte, at »Holocaust skete. Hitler var en dæmonisk skikkelse«.
I denne uge valgte Ye så også at opfordre verdens jøder til at tilgive Hitler, som han sagde i en samtale med stifteren af den neofascistiske gruppe Proud Boys.
Kanye West har offentligt fortalt om sin bipolarlidelse, og man fristes til at undskylde de seneste måneders morads med en manisk periode i drønende galop. Manden er tydeligvis ikke rask, men at ligestille sindslidelser og antisemitisme kommer ingen til gode. Ifølge CNN går Wests fascination af nazismen desuden tilbage til mindst 2018, hvor han efter sigende pønsede på at opkalde et af sine album efter den megalomane og jødehadende diktator.
Kanye West har denne gang brudt en af de få grænser, der er bred konsensus om ikke må overskrides. West har været igennem en gedigen omgang cancelling og er blevet droppet af samtlige af sine samarbejdspartnere. Fra banken J.P. Morgan, sine agenter og bookere til Adidas. Et brud, der står til at koste den tyske sportsgigant op mod to milliarder kroner i årlig indtjening.
Tilbage står den engang urørlige Kanye West som et selvforskyldt offer i sin egen drøm om berømmelse, der, som så mange gange før, har korrumperet sin ophavsmand. Sørgeligt nok har vi endnu til gode at se, hvor det ender.
Og hvad stiller en menig fan som mig selv så op? På de årlige opgørelser fra diverse streamingtjenester har hans musik toppet min liste flere gange. Men i disse dage hænger min kærlighed for Kanye West og hans musik i en forsvindende tynd tråd.
Føles det anderledes at høre musikken nu?
De to første album er spækket af punchlines, der slår til højre og venstre, sprudler stadig af uskyldig selvtillid og leger med ideen om den kommende berømmelse. Humoren er gennemgående, det er umuligt at holde smilebåndet nede.
Kan jeg måske bare holde mig til musikken udgivet før 2018? Før det havde Kanye vel ikke nazistiske tendenser? Det er ikke særlig principfast, men det er trods alt antisemitisme, vi taler om her. En form for ulogisk kompromis må være passende. I Kanyes ånd balancerer sådant et kompromis måske endda på vippen mellem galt og genialt. Og så kan jeg stadig lytte til min personlige favorit, The Life of Pablo fra 2016.
Men to minutter inde på det tyvende og afsluttende nummer på pladen hører jeg pludselig ordene »The Jews share their truth on how to make a dime«. Åh nej. På nummeret »I Love Kanye« messer den detroniserede kunstner: »I miss the old Kanye.« Endelig en ting, jeg er enig i.
