I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Få forskere kan bryste sig af at være store forfattere. Men den britiske neurolog Oliver Sacks (1933-2015) formåede både at bidrage til vores forståelse af hjernen og give denne viden et prosaisk udtryk, med stor anerkendelse og mange udmærkelser til følge. 

Sacks havde en unik evne til at gøre sine patienters historier levende og ikke mindst rørende, som det var tilfældet i debutbogen Awakenings fra 1973 om katatoniske patienter, der genvandt bevægelighed efter behandling med levodopa. Bogen blev senere filmatiseret Robin Williams og Robert De Niro i hovedrollerne.

Foreningen af videnskab og skrivekunst gjorde ham ifølge en skribent fra The New York Times til »en slags prisværdig poet inden for moderne medicin«. Nye afsløringer viser imidlertid, at digteriet tog overhånd.

Oliver Sacks. Foto: Elena Seibert, Scanpix
Oliver Sacks. Foto: Elena Seibert, Scanpix

Det, vi ved nu

I et fyldigt essay i magasinet The New Yorker udlagde journalisten Rachel Aviv for nylig hidtil ukendte detaljer om Sacks’ liv, mest bemærkelsesværdigt en lemfældig omgang med sandheden. På baggrund af breve, dokumenter og mere end 40 års dagbogsnotater fra Sacks’ hånd belyser Aviv, at den kendte neurolog har opdigtet mange detaljer om sine patienter.

Sacks bekender eksempelvis, at bogen The Man Who Mistook his Wife for a Hat var en samling af eventyrlige fortællinger: »Disse mærkelige fortællinger – halvt rapporterede, halvt indbildte, halvt videnskabelige, halvt fabelagtige, men med deres egen pålidelighed – er, hvad jeg gør, dybest set, for at holde MINE dæmoner af kedsomhed, ensomhed og fortvivlelse væk.«

Sacks leger med en retfærdiggørelse, der lyder, at »kunst er løgnen, der fortæller sandheden«. Hvis bøgerne var udgivet under skønlitterære faner, ville dette muligvis være en passende deklarering, men eftersom Sacks foregav at berette om virkelige patienthistorier, ligner det fusk.

Det fremgår da også af Sacks’ dagbog, at han har været pinligt bevidst om sine fabrikationer, idet han skriver, at »skyldfølelsen har været meget større siden Hat på grund af (blandt andet) mine løgne, forfalskning«.

Men …

De kunstneriske friheder har dog tilsyneladende ikke ødelagt hovedpersonernes syn på forfatteren. For eksempel fortæller en mand – der lider af tourettes og skildres i bogen An Anthropologist on Mars – at han var tilfreds med den måde, Sacks skildrede hans liv, selvom forfatteren fejlagtigt skrev, at en af hans episoder havde fået ham til at støde hovedet ind i en væg og efterladt et synligt aftryk.

Markus Giessing

The New Yorker, 8. december