I denne uge er forskerduoen Peter Aaby og Christine Stabell Benn i Weekendavisen igen. Siden den første artikel om deres vaccineforskning blev bragt i februar 2025, har de optrådt hyppigt i vores spalter, og der er læsere, der har spurgt, hvorfor vi dog er så optaget af disse to forskere.

»Hvilke interesser tjener kritikerne og Weekendavisen med disse grundløse angreb?« spørger professor emeritus Thorkild I.A. Sørensen i et debatindlæg, mens 35 forskere har underskrevet et indlæg, der mener, at dækningen »udstiller enkelte forskere og udpeger dem som bedragere«. Striden handler om en faglig uenighed, skriver de, og den bliver bedst afgjort internt mellem forskerne, uden at offentligheden bør kigge med. At skrive om det i en avis »har været ødelæggende«, også for andre epidemiologer, lyder det:

»Risikerer vi fremover at blive udstillet offentligt, hvis nogen er fagligt uenig med os?«

Collage: Mette Hau

TILLAD MIG som videnskabsredaktør at forklare. Vi bliver ikke ved med at skrive om Peter Aaby og Christine Stabell Benn, fordi vi vil have dem ned med nakken. Vi skriver om kritikken af deres forskning, fordi det er i offentlighedens interesse.

Konflikten er ikke opfundet af os. Hele tre videnskabelige gennemgange finder ingen evidens for forskernes hypotese, og SDUs praksisudvalg vurderer, at der er »begrundet mistanke« om uredelighed.

Striden handler om, hvor god evidens der er for den idé, at vacciner kan have uspecifikke effekter – at et vaccinestik kan påvirke vores immunforsvar på hidtil ukendte måder, som rækker videre end at beskytte mod en enkelt sygdom. Teorien har haft stor gennemslagskraft: WHO har forholdt sig til den ad flere omgange, og USAs sundhedsminister, Robert Kennedy Jr., bruger den som belæg for sin vaccinekritiske tilgang. Det er altså forskning, der kan påvirke faglige anbefalinger til sundhedsmyndigheder og borgeres tillid til de vacciner, de bliver opfordret til at give deres børn.

Det vil derfor være forkert at afskrive den faglige uenighed som en abstrakt metodestrid, der kun har relevans for en lille kreds af forskere. Det berører os alle.

DET ER IKKE unikt for vaccineforskning, at der er mudrede mellemregninger og forskere, der opfatter resultaterne forskelligt. Vejen mod nye erkendelser er sjældent snorlige, den videnskabelige proces er rodet og stridbar, men det betyder ikke, at offentligheden først skal lukkes ind, når man er klar til at sætte to streger under facit. Tværtimod er det i læsernes interesse at forstå de argumenter, der tørner sammen, og selv gøre deres stilling op.

Det er rigtigt, at sagen er kompliceret og i sin essens handler om, hvad der tæller som god evidens. Det kan blive teknisk og langhåret, og ja, det kræver noget af læseren. Men det nytter ikke at skærme sig mod offentlighedens blik ved at hævde, at en problemstilling er alt for svær for andre at forstå.