Omkring 15 millioner børn kommer hvert år til verden før 37. graviditetsuge og fødes dermed for tidligt. I Danmark er det omkring 6,2 procent af alle nyfødte, der forlader mors mave mere end tre uger før termin.

I dag overlever langt de fleste præmature børn, men en tidlig fødsel er forbundet med en række risikofaktorer – både lige efter fødslen og senere i livet. En kendt sammenhæng lyder, at tidligt fødte børn har højere risiko for indlæringsvanskeligheder og nedsat intelligens sammenlignet med børn, der fødes til tiden – fra uge 37 til uge 42.