Falsificeret. Kokain blev brugt som rusmiddel i Europa langt tidligere end hidtil antaget, lyder det.
Tidlig kokain
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Kokain tog Europa med storm, da det i 1800-tallet blev introduceret som lokalbedøvende medicin og siden vandt stor popularitet som rusmiddel. Inden da var kokain ikke udbredt på europæisk jord – sådan lyder i hvert fald en udbredt opfattelse.
Det, vi ved nu
Nu rokker ny forskning imidlertid ved den gængse historie om kokain i Europa. Antropologer fra italienske Università degli Studi di Milano har fundet spor af kokain i mumificeret hjernevæv fra to personer, der levede og døde i 1600-tallets Milano. De er begge udgravet i en velbevaret krypt under det daværende milanesiske Ca’ Granda-hospital, der fortrinsvis behandlede byens fattigste.
Ud over tydelige kokainspor i de mumificerede hjernerester fandt forskerne også såkaldte alkaloider, der findes naturligt i visse planter. Sidstnævnte er tegn på, at de to individer tyggede kokablade; en udbredt praksis i Sydamerika, også i 1600-tallet, som imidlertid ikke tidligere er beskrevet i Europa på den tid. Med andre ord viser de nye fund ifølge forskerne, at der blev gumlet kokablade i Europa to århundreder tidligere end hidtil antaget.

Ifølge forskerne kan det udelukkes, at de påviste kokainrester skyldes nyere forurening af de ældgamle prøver.
Men …
Det er endnu uvist, hvorfor de to hospitalspatienter gnaskede kokablade. Ca’ Granda-hospitalets historiske optegnelser nævner ikke kokain som medicin før i 1800-tallet. Det indikerer ifølge antropologerne, at de to bladtyggere enten medicinerede sig selv eller brugte bladene rekreativt. At bladene var tilgængelige for Milanos fattigste, kan desuden betyde, at koka allerede dengang var udbredt i byen.
Journal of Archaeological Science, 23. august
Del:



