Falsificeret. Trækfugle sparer slet ikke energi ved at trække sydpå alligevel.
Solsortens vinterstrategi
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Fuglenes efterårstræk er i fuld gang, og turen går især mod sydlige lande, der byder på et større udvalg af føde samt et behageligere klima. Fuglene bruger meget energi, når de trækker de lange strækninger, men det koster også energi at holde sig varm om vinteren. Derfor har biologerne gået ud fra, at det alt i alt var en energimæssig fordel for fuglene at trække sydpå om vinteren.
Det, vi ved nu
Den antagelse skal nu revideres efter et nyt studie fra Max Planck-instituttet for dyreadfærd i Radolfzell i Tyskland. Forskerne har gennem det meste af et år fulgt 120 sydtyske solsorte, som blev udstyret med små sensorer, der målte fuglenes hjerterytme og kropstemperatur. Da nogle af fuglene overvintrede i Tyskland, mens andre af dem fløj til varmere egne i Spanien og Frankrig, kunne forskerne sammenligne de to grupper.
Målingerne viste blandt andet, at de fugle, som fløj længere sydpå, forberedte sig på rejsen allerede tre uger før afgang, hvor de reducerede deres stofskifte for at spare på energien.

Efter fuglenes ankomst til de varmere overvintringsområder havde forskerne forventet, at fuglene her ville bruge mindre energi, når de ikke skulle bekymre sig om at holde varmen.
Det var derfor en stor overraskelse, at solsortene ikke havde nogen energibesparelse ved at være i de varme lande. Forskergruppen har ikke nogen god forklaring på, hvorfor fuglene bruger så meget energi sydpå, men de gætter på, at det koster energi at tilpasse sig et nyt opholdssted. Det kan være behovet for at være årvågen i nye miljøer eller andre ukendte stressfaktorer, som helt opvejer fordelene ved det varme klima.
Men …
Selvom undersøgelsen også rejser nye spørgsmål, mener forskerne, at den kan være med til at skabe en bedre forståelse af, hvorfor fugle vælger at tage på træk. Måske synes de bare, at der om vinteren er mere behageligt i Sydspanien end i Sydtyskland. jopp
Nature Ecology & Evolution, 18. september
Del:



