Falsificeret. Sød smag er ikke bare nydelse. Sukkerstoffer har været afgørende for menneskets evolution, argumenterer forskere bag nyt studie.
Sødt til hjernen
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det særlige ved os mennesker er i høj grad den store hjerne. Derfor er der også en vis interesse i videnskaben for at finde ud af, hvordan organet mellem ørerne egentlig blev så stort i forhold til kroppens størrelse.
Udviklingen er foregået over en periode på fire millioner år, hvor hjernen gradvist voksede fra cirka 300 gram hos de tidlige hominider til omkring 1.500 gram i det moderne menneske.
Hidtil har den dominerende forklaring været, at det var tilberedning af kød over ild, der gav os den tilstrækkelige mængde energi til at udvikle en stor hjerne.
Det, vi ved nu
Men nu præsenterer forskere fra University of Sydney og University of Glasgow en ny udlægning af historien i et studie i tidsskriftet Science. Her argumenterer de for, at det var kulhydrater, der var brændstoffet bag hjernens vokseværk. De kom hovedsageligt fra frugt, honning og nødder, indtil mennesket lærte at bruge ild, der kunne gøre stivelsesholdige fødekilder som rodknolde og korn lettere at fordøje.
Hjernen har brug for glukose, et sukkerstof, der dannes, når vi nedbryder kulhydrater, og efterhånden som hjernen er blevet større, har mennesket derfor haft brug for at få en stigende mængde glukose fra kosten. Det er udgangspunktet for en model, forskerne har udviklet, hvor de har beregnet glukosebehovet hos mennesket og dets forfædre gennem fire millioner år og sammenholdt det med de fødekilder, der var til rådighed for dem.

Resultaterne peger på, at tidlige hominider såsom det berømte Lucy-fossil fik mange kulhydrater fra frugt, mens senere menneskearter, der brugte ild, også kunne få stivelse fra rødder.
»Vores studie antyder, at sukkerstoffer og stivelse kan have været med til at forme den menneskelige hjernes udvikling og mange af de træk, der gør os menneskelige,« siger førsteforfatter professor Jennie Brand-Miller i en pressemeddelelse.
Det kan ifølge forskerne forklare, hvorfor mennesker har en naturlig hang til søde ting.
Men …
Det betyder ikke, at fedt og protein fra kød var uden betydning, understreger forskerne. Men de mener, at forskningen hidtil har overset den stadig større hjernes behov for glukose, og hvordan det har præget menneskets adfærd og udvikling gennem tiden.
Science, 6. august



