I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Bare en lille bid til. Man kan føle sig stopmæt og alligevel blive lokket af et stykke chokolade eller måske en klat is. Det kan virke ulogisk at spise mere, når maven er fuld, og tilfredsheden fylder kroppen og bedøver lysten til mere mad, men et nyt studie kan være med til at forklare, hvorfor det er så svært at stoppe. Her viser psykologer fra University of East Anglia og University of Plymouth, at hjernens automatiske respons på tanken om de nydelsesfulde fristelser fortsætter, uanset hvor mætte vi er.