Under lup. »Det er det indre, der tæller,« ynder vi at sige, men forskning viser noget andet.
Skønhed under lup

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev Under lup. Læs mere, og tilmeld Dem her.
I Danmark er det forbundet med en vis skam at indrømme, at man går højt op i sit udseende. »Det er det indre, der tæller,« ynder vi at belære vores børn, selvom danskernes forbrug af botox, filler og skønhedsoperationer er boomet de seneste år.
Her på avisen drog journalist Christoffer Zieler helt til Tyrkiet for at få en hårtransplantation, og i samme spalter har jeg selv delt min kamp mod rynkerne. Andelen af danskere på vægttabsmedicin siger også noget om udseendets betydning, selvom mange nok vil fastholde, at vægttabet er for helbredets skyld. Det er blot påfaldende, at studier viser, at folk på vægttabsmedicin motionerer mindre, end før de startede på medicinen.
Men hvor meget betyder skønhed faktisk for vores liv og muligheder i samfundet? Det undersøger denne uges Under Lup.

1. Skønhedskapital
Da den franske sociolog Pierre Bourdieu i 1970erne præsenterede sin teori om, hvad der giver et individ status i samfundet, inddelte han den i tre: økonomisk, social og kulturel kapital.
Den økonomiske kapital dækker over et individs formue, den sociale over individets netværk og den kulturelle over dannelse, viden og smag. Men det er på tide at introducere en fjerde kapital, der omfatter skønhed. Sådan lyder det i hvert fald fra en gruppe forskere, som har analyseret Hollands befolkning ud fra fire typer kapital: økonomisk, social, kulturel og personlig. Sidstnævnte dækker over et individs udseende og fysiske og mentale helbred.
Mens Hollands rigeste for det meste scorer højt på alle slags kapital, argumenterer forskerne for, at fattige unge i 30erne med en høj uddannelse har højere status i samfundet end eksempelvis rige pensionister, blandt andet på grund af deres personlige kapital. Præcis hvordan den spiller ind, kan De læse mere om i denne artikel af Louise Fogh Hansen.
Faktisk … tjener smukke mennesker både flere penge og har lettere ved at låne i banken.

2. Grimhedsdiskrimination
Ét er, at smukke mennesker får en forlomme, både når det kommer til valg af partner og lån i banken. Men samfundets fokus på skønhed kan også have alvorlige konsekvenser for dem, der ikke har udseendet med sig.
Anders Boas har i denne artikel interviewet den hollandske forsker i anvendt psykologi Bastian Jaeger, som har dedikeret sin karriere til at undersøge samfundets dom over individers udseende. Han argumenterer for, at grimhed ligefrem skal italesættes som en potentiel kilde til diskrimination på lige fod med køn og etnicitet, fordi den ofte giver samme ulemper både i det professionelle og private liv.
Faktisk … har personer, der er grimmere end gennemsnittet, mindre chance for at få et job og større risiko for at blive dømt for en forbrydelse.

3. To centimeter mere
Skønhed er subjektiv, men der findes alligevel bestemte idealer for både mænd og kvinder, som gennemsnittet er enige om. Særligt højde virker afgørende for mænd, hvor få centimeter kan spille en stor rolle. Ønsket om en høj statur har derfor i mange år fået forældre i både USA og Østasien til at give deres raske børn væksthormoner, og nu ser det ud til, at det også vil blive en realitet i Danmark. I hvert fald har den europæiske lægemiddelkomité planer om at godkende et væksthormon produceret af Novo, således at raske danske børn kan få hormoner på recept, alene hvis de har en naturligt lav højde. Det på trods af, at effekten er begrænset, og at det ikke kan udelukkes, at hormonerne giver bivirkninger. Sidstnævnte kan De læse om i artiklen her, som udkom i sidste uges avis.
Faktisk … er der en sammenhæng mellem højde og lønindkomst. Et amerikansk studie viser, at mænd på 183 centimeter i løbet af 30 år kan forvente at tjene 166.000 dollar mere end dem på 165 centimeter. Også højere kvinder tjener mere end lavere. Hvad højde betyder for dating og pardannelse, kan De læse mere om i Andrey Kazankovs artikel om tilværelsen som en mand under 181 cm her.
Det er næppe heller nogen overraskelse, at flere studier også kæder skønhed sammen med større selvtilfredshed og lykke. Effekten er dog begrænset sammenlignet med eksempelvis betydningen af en stor formue – der modsat udseendet ofte varer ved.

Det var alt for nu. Nyhedsbrevet er tilbage igen om 14 dage, og indtil da er De velkommen til at sende ris, ros og forslag til emner til ideer@weekendavisen.dk.



