Den smukke aldring

De er for alvor begyndt at blive synlige nu. Tynde, vandrette streger i min pande og to lodrette ved øjenbrynene. Tydeligst ved munden – min kæreste har sagt, at jeg smiler for meget.

Jeg har altid tænkt, at jeg var sådan en, der ville have det fint med at få rynker. Og hvad så, om ens ansigt bærer præg af det antal år, man har gået på Jorden? I arbejdssammenhæng er det jo nærmest en fordel, hvem vil ikke se »erfaren« ud – ikke mindst når man er en af kontorets yngste? Gør mine rynker mig mindre attraktiv? Måske, men hvad så? Jeg har jo fundet den mand, jeg vil være sammen med resten af livet, jeg skal ikke ud på datingmarkedet igen.

Og så alligevel ... Det er svært at få rynker i en tid, hvor der er så mange, der vælger at få dem glattet ud. Botox, microtox, ansigtsløft – jeg ser så mange på sociale medier, der gør det. Og i virkeligheden. Det er ikke længere kun noget for de kendte og berømte.

Problemet er bare, at man ikke kan fjerne rynkerne helt, når de først er kommet. Aldring er Muhammad Ali i en kamp, man skal hoppe tidligt ud af ringen, hvis man vil undgå varige mén. Det er nu eller aldrig, at jeg skal vælge, om mit udseende skal nedfryses som en evig 28-årig, eller om jeg vil tillade mig selv at blive ældre.

FØRSTE GANG JEG fik at vide, at jeg så gammel ud, var jeg 24 år. Det var min to år ældre veninde, der forsigtigt sagde det til mig på en café i Seoul.

»Har du hørt om microtox?« spurgte hun og forklarede, at det var en slags forebyggende botox-behandling – sådan én til unge, der gjorde, at man kunne beholde sit babyface hele livet. Hun havde selv fået det lavet i flere år, og hun kendte et sted i Gangnam, hun kunne anbefale mig, med engelsktalende læger.

Jeg slog det hen og forsøgte ikke at lade den verbale lussing gøre mine kinder røde. Tanken om, at jeg var ved at få rynker, var aldrig faldet mig ind. Og hvad bildte hun sig egentlig ind – sådan at fortælle mig, at jeg så gammel ud?

Jeg sagde til mig selv, at det var noget sydkoreansk pjat, bare fordi asiater har fantastisk hud og ser unge ud selv langt ind i 40erne. Min veninde havde set for meget koreansk skønhedsindustri-propaganda, sagde jeg til mig selv.

Måneden efter opdagede min lillebror på en ferie mit første grå hår, og det gjorde ikke min frygt for at se gammel ud mindre.

Da jeg som 25-årig begyndte at date min koreanske kæreste, sagde han flere gange til mig, at jeg skulle passe på.

»Du bevæger dit ansigt alt for meget, du får rynker,« sagde han. Jeg skulle stoppe med at løfte brynene eller bevæge panden i det hele taget, smile mindre.

Altid tage solbriller på udenfor, for gud forbyde, at jeg kneb øjnene sammen i det skarpe lys og dermed gjorde rynkerne større.

Vidste jeg forresten godt, at jeg nogle gange rynkede brynene, når jeg læste bøger? At jeg endda gjorde det i søvne? Det skulle jeg holde op med.

Jeg sagde til ham, at han skulle holde mund, at der ikke var noget galt med at lade sit ansigt vise følelser. At lave mimik. Og at jeg var ligeglad med, om det gav mig rynker.

Det passede ikke. I smug forsøgte jeg at øve mig på at slappe af i panden, ansigtsmusklerne i det hele taget. Kun smilet ville jeg ikke give afkald på.

Til sidst blev frygten for rynkerne næsten en besættelse for mig. Jeg brugte lang tid foran spejlet på at studere de fine linjer i min pande og lige så lang tid på at studere andre.

Det føltes pludselig tungt, hårdt, at bo i det land, der formentlig har verdens strengeste skønhedsidealer, hvor plastikoperationer er så normale, at hver tredje unge kvinde har lagt sig under kniven. Hvor mange har ikke fået botox?

Og så var der frygten for, at jeg – der er syv år yngre end min kæreste – pludselig ville se ældre ud end ham. Han har gode asiatiske gener, der gør hans hud glat og hans hår tykt, mens jeg bliver straffet af mine kaukasiske gener, der betyder tidlige rynker og tyndt hår. Hvornår begynder jeg at se ældre ud end ham? I 50erne? I 40erne? Tidligere endnu?

Til sidst kastede jeg håndklædet i ringen og ringede til skønhedsklinikken.

DER VAR SÅ fyldt med mennesker, at jeg dårligt kunne komme ind ad døren. Godt halvdelen var udlændinge, nogle helt unge teenagere, der kom sammen med deres mødre. Klinikkens speciale var botox og fillers og, så vidt jeg husker, de eneste behandlinger, de foretog. Så hvad lavede alle de unge teenagepiger med helt glatte ansigter?

Det var hverken så smertefuldt eller grænseoverskridende at få botox, som jeg troede, faktisk ret antiklimatisk. Min kæreste kørte mig hjem, og jeg sad med et lammet ansigt og en følelse af, at jeg havde gjort, hvad der var blevet forventet af mig. Nu passede jeg ind, kunne for et par måneder ånde ud, være lidt yngre, lidt smukkere.

Jeg nåede at få to behandlinger, inden jeg flyttede til Danmark. Hjem til et land, hvor det er normalt at lufte hund med morgenhår i joggingbukser og gå uden makeup. Hjem til mine danske venner, som jeg har kendt siden de spæde teenageår.

Ligesom jeg er mine venner blevet ældre. Vi er alle i slut-20erne, og ingen af os ligner nogle på 21 mere. Ligesom jeg har de fået rynker omkring øjnene og munden og i panden. En er ved at miste håret. Ikke én af dem er gået fri af at have fundet et par grå hår i hovedbunden.

Betyder det, at de er blevet grimmere? Ikke i mine øjne. Tværtimod er der kommet nye erkendelser i deres blik og i deres ansigter. Det barnlige, naive, er forsvundet, men skiftet ud med noget bedre. Modenhed, styrke. De ser pålidelige ud, ligner nogle, man kan regne med, forvente noget af. Arbejdsmæssigt og personligt.

Men det smukkeste er selvsikkerheden, der især er blomstret op hos mine veninder. Vi er og ligner ikke længere de usikre, skrøbelige og forvirrede piger, vi var engang. Dem, der ikke turde sige fra eller stå op for sig selv. Styrken er smuk.

Måske handler det også om, at alle, man elsker, ser smukke ud.

Hvorom alting er, har det at se mine venners aldring givet mig tillid til min egen. En tillid, jeg håber er stærk nok til at bestå, selvom jeg snart skal en tur til Sydkorea. Jeg har stadig nummeret på skønhedsklinikken i Gangnam.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.