Romerske fordrejninger

For et par år siden lavede man sjov med, at mænd ofte går og tænker på Romerriget. Men når det gælder markante konservative stemmer som J.D. Vance, Steve Bannon og Elon Musk, lader der næsten til at være tale om en mani.

I et debatindlæg i The New York Times analyserer Honor Cargill-Martin, klassisk arkæolog og kunsthistoriker, hvordan den nye amerikanske højrefløj bruger Romerriget til at fremme sin egen agenda. Elon Musk har sammenlignet USA med imperiets sidste år, mens vicepræsident Vance har sagt, at landet befinder sig »i en senrepublikansk periode«. Han hentyder dermed til den romerske republik, som kollapsede under splittelse og borgerkrig for at give plads til de enevældige kejsere.

Det kan være foruroligende nok, men dertil er det interessant at bemærke, hvordan deres idé om Roms forfald afslører deres egen ideologi. I oplysningstiden postulerede historikeren Edward Gibbon, at det var kristendommen, der ledte til Roms undergang. Hvis man skal tro Elon Musk, skyldtes det derimod faldende fødselsrater, mens den konservative essayist Michael Anton mener, at Rom faldt, fordi romerne blev for tøsede og blødsødne, mens den stærke maskulinitet, der gav riget dets storhed, blev svækket. 

Nu er USA i fare for at lide samme skæbne. Højrefløjstænkerne er dog ikke helt enige om, hvorvidt USAs situation minder om republikkens fald i år 27 f.Kr. eller imperiets fald i 476 e.Kr.

Det er, ifølge Cargill-Martin, faktisk en meget romersk måde at fordreje virkeligheden på. Romerske demagoger og politikere talte konstant om storhed og fald, så Rom både fremstod som det mægtigste rige, verden havde set, men også i dyb krise. Ikke helt ulig polemikken i USA, hvor man både slår sig på brystet som verdens herrer og sukker over landets forfald.

Som den italienske historiker Sergio Valzania har skrevet, har vi siden 1789 været vant til, at politiske revolutioner var noget, der skulle bære os frem mod en bedre fremtid, men i antikken forholdt det sig omvendt. De store omvæltninger i det gamle Rom var drevet af en længsel mod fortiden, til en forfædrenes verdensorden, »som man kunne, og burde, vende tilbage til«.

Det var en længsel mod fortiden, som fik de reformvillige Gracchus-brødre myrdet i den romerske republiks sidste dage, og som fik Cæsar til magten. Og det er tilsyneladende den samme type længsel mod det forgangne, som driver de toneangivende skikkelser i dag.