Kommentar. Hvornår bliver vores tilknytning til ting direkte usund? Forskning afdækker den ekstreme samlemanis kendetegn.
Rodehoveder
I næste uge bruger jeg et par fridage på at ordne vores kælder. Rydde ud i bunkerne af babytøj og halvfærdige kreaprojekter og flytte den store suppegryde, det gamle porcelænsstel og samlingen af sandaler ind i nye IKEA-skabe. Min plan er at sortere med hård hånd og virkelig få smidt noget ud. Men let bliver det ikke.
De fleste af os tillægger genstande sentimental værdi i en eller anden grad, men for nogle kammer det over – de mister evnen til at skelne det uvurderlige fra det ligegyldige og gemmer derfor det hele. Hoarding kaldes det, når man samler alskens skrammel sammen og ikke kan smide noget ud. Det kan blive til spektakulære historier i medierne om folk, der bor i mange lag skrald, og flere tv-programmer forsøger at hjælpe de ekstreme samlere med at rydde ud. Nu har fænomenet også fået forskningens opmærksomhed. For hvad adskiller egentlig en samler fra en hoarder?



