Vil man have ro i sindet, bør man skille sig af med unødvendige genstande. Det gælder om at gå hårdhændet og usentimentalt til værks: Alt det, man ikke ønsker at belemre sine efterladte med, når man dør, skal smides ud. 

Sådan lyder devisen i »svensk dødsrengøring« – den sidste nye trend inden for radikal minimalisme.

Oprydningsmetoden stammer fra Margareta Magnussons bestseller fra 2017 med den danske titel Fru Magnusson rydder op! Kunsten at få orden i et helt livs ting. Magnussons bog blev hurtigt oversat til engelsk under titlen The Gentle Art of Swedish Death Cleaning, og siden har andre lignende bøger fulgt trop, blandt andet Russel Guthries Swedish Death Cleaning – Downsize Your Way to a Happy Home and Life, der udkom tidligere i år. 

I foråret lancerede streamingtjenesten Peacock en serie, hvor såkaldte dødsrengørere – tre lyshårede svenskere med store hatte og store modebriller – rejser rundt i USA og hjælper almindelige amerikanere med at organisere deres hjem, og danske medier som TV 2, Bo Bedre og pensionist.dk har bragt artikler om, hvordan man kommer i gang med sin egen svenske dødsrengøring.

AUSTRIA-BARBIE/
AUSTRIA-BARBIE/ LEONHARD FOEGER

Metoden har med andre ord haft stor kommerciel succes som det seneste skud på stammen af chik skandinavisk minimalisme. Den falder godt i tråd med japanske Marie Kondos oprydningsmetode, hvor man kun beholder de ting, som udløser en lykkefølelse hos én, og fjernsynsprogrammer som det amerikanske Hoarders eller TV 2s nye Vi drukner i rod. 

Magnusson går dog et skridt længere end sine forgængere, for i hendes metode levnes der ikke meget plads til affektionsværdi og lignende. Ting er bare ting, og dem kan og bør man i høj grad frigøre sig fra, lyder rationalet. Men det er en misforståelse af, hvilken rolle ting spiller i menneskets liv, mener arkæolog Tim Flohr Sørensen:

»Med den svenske dødsrengøring tvinger man sig selv til at tænke på sine efterkommeres forhold til ejendelene i stedet for sine egne følelser til dem. På den måde omgår ejeren sine egne følelser for genstandene. Det er jo egentlig lidt absurd. Hvis man har en oplevelse af, at en genstand betyder noget for en, på en måde, man ikke helt kan forklare, så må det jo være svært at blive konfronteret med, at ’det er jo bare en ting’,« siger Flohr Sørensen, som er lektor i samtidsarkæologi ved Københavns Universitet.

Drop fordommene

Der findes undersøgelser, der antyder, at vi har godt af at holde vores hjem nogenlunde fri for rod. Et psykologisk studie fra 2017 konkluderer, at personer, der føler sig overvældede af genstandene i deres hjem, har større tendens til at lave overspringshandlinger, og en anden artikel fra 2009 nåede frem til, at rod kan føre til stress, ængstelighed og depression.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det altid er dårligt at eje mange ting.

Det er også muligt, at forskningen afspejler nogle uretfærdige fordomme om rod. For næsten lige så længe som den moderne psykoanalyse har eksisteret, har den patologiseret menneskers forhold til genstande.

Freud mente for eksempel, at samleradfærd kunne beskrives som »en omdirigering af overskydende libido på en livløs genstand«, og at forklaringen måske lå i, at samleren som baby havde oplevet et traume over ikke at kunne kontrollere sin egen afføring.

Først i de senere år har neuropsykologer som Shirley M. Mueller udfordret den fortælling – i en artikel fra 2020 konkluderede hun, at vi samler på ting, fordi det er sjovt og gør os glade.

Et andet sted, hvor oprydningsmanien mødes med en vis skepsis, er i flere af de humanistiske videnskaber, herunder arkæologien. Her er der i de senere år opstået en stigende interesse for nymaterialisme, også kendt som posthumanisme; en bevægelse, hvis hovedtese er, at genstande påvirker deres omverden, ligesom mennesker gør det. 

Derfor er det også sværere end som så at være usentimental med sine ejendele. Men det forhold overser mange oprydningsguruer, mener nymaterialisterne. En af dem er Jane Bennett, filosof og professor ved Johns Hopkins University i USA. 

I en forelæsning fra 2011 studerede hun programmet Hoarders og gav udtryk for stor sympati for de ekstreme samlere, der foretrækker, at deres hjem er rodede og kaotiske. Bennett mener, at rodet har en slags egen indre kraft, og for bedre at kunne forstå verden bør vi anerkende, at vi også bliver påvirket af alle de livløse genstande, der omgiver os.

Tim Flohr Sørensen er en af de mest prominente forskere af den posthumanistiske orientering i Danmark, og han er ikke imponeret over tankegangen bag den svenske dødsrengøring:

»Umiddelbart virker det for mig som en videreførelse af det kartesianske verdensbillede, hvor man laver en meget skarp opdeling mellem mennesker og genstande. Det kommer til at handle om, at genstande ’bare er ting’, som ikke i sig selv rummer nogen værdi eller vækker oprigtige følelser, men det er noget, vi tillægger dem. Og det, at vi kan føle noget for genstande, er noget, vi skal kvalificere eller ligefrem undskylde.«

Hvis man i stedet anerkender, at genstande påvirker én og kan vække rigtige følelser, lever man et mere ægte liv, mener posthumanisterne – et, hvor mennesket ikke placerer sig øverst i et hierarki af levende og døde skabninger, men hvor det hele flyder mere sammen. 

Anerkend følelserne

Sørensen mener, at vi alt for ofte benægter, at vi kan føle noget for vores ejendele:

»Vi har det jo ofte i hverdagsreferencer, når tragedien rammer, og et hus brænder ned. Så hører man folk sige, at ’vi var heldige, det var kun ting, der gik op i røg’. Jeg er ikke sikker på, hvor stor en trøst det egentlig er. Da det brasilianske nationalmuseum brændte i 2018, blev det beskrevet som en stor katastrofe, for noget umisteligt var forsvundet. I det tilfælde er der selvfølgelig sket noget forfærdeligt på et internationalt kulturelt plan, men det kan vi også opleve på et personligt plan, hvis man mister sine ejendele, for eksempel i en brand eller ved et indbrud.«

Sørensen uddyber, at det selvfølgelig kun gælder nogle bestemte ejendele – nogle gange er det også bare godt at gå ud med skraldespanden. Det er ikke alle ting, der behøver at være gennemsyret af dybe følelser.

Og selv ting, der betyder noget for en, kan være nødvendige at rydde ud i indimellem:

»Men det kan måske være godt for én at anerkende i samme omgang, at man faktisk nærer følelser for de ting, og at det ikke er fjollet. For mig giver det heller ikke mening at tænke på mig selv som kun et menneske; for overhovedet at kunne eksistere som menneske er jeg jo også afhængig af en ret ekstensiv infrastruktur af genstande både i praktisk og følelsesmæssig forstand.«

Den nymaterialistiske tese kan måske lyde excentrisk, men i de senere år er der allerede opstået en stigende offentlig anerkendelse af, at mennesker eksisterer på linje og i kredsløb med dyr, planter og andre levende organismer. Måske vil det være meget naturligt, hvis det næste skridt er at inkludere skriveborde, lamper og elkedler i dén ligning – og huske på, når man rydder op, at en ting ikke bare er en ting. 

»Det at skille sig af med visse ejendele kan være noget, der sætter sig meget mere i os, end vi måske er villige til at anerkende. Ligesom en begravelse er en ret markant begivenhed, hvor man stopper op for at mindes et menneske frem for bare at gå videre, som om intet er hændt, så kan oprydningen have en lignende effekt,« siger Tim Flohr Sørensen.

»Hvis svensk dødsrengøring eller andre former for rengøringer er forbundet med en bestemt slags overgang, hvor man reflekterer over genstandene, har en eller anden form for veneration for dem i det øjeblik, man giver dem videre, så er det også en god måde at processere det, man har, og det, man overgiver. Det kan endda være en måde at sige tak til tingene, for at de har været til stede i ens liv.«