Forskerfejden. Psykedeliske stoffer har fået en renæssance, men ikke alle er begejstrede. Ideen om at løse mentale problemer ved at hælde medicin i hjernen er forældet og forkert, mener kritikere.

Psykedelisk genfødsel

Forskere, psykiatere og medicinalindustrien er i stigende grad begyndt at interessere sig for psykedeliske stoffer. Der er allerede lovende forskning, der påviser effekter ved behandling af misbrugssygdomme, depression og andre psykiske lidelser. I januar 2021 skrev tidsskriftet Nature optimistisk, at psykedeliske stoffer nu »går på vingerne« med henvisning til væksten i kliniske undersøgelser de seneste år. Indtil videre har de fleste undersøgelser fundet en positiv effekt på forsøgspersonerne ved brug af psykedeliske stoffer. Markedet for medicinsk psykedelika forventes derfor at femdobles frem til 2027, anslår forskere i det ansete tidsskrift JAMA Psychiatry, og det vil måske ende med at blive lige så stort som markedet for medicinsk cannabis.

Ikke alle er lige begejstrede. Frygten for bivirkninger ved brug af stoffer som lsd, psilocybin eller ecstasy er udbredt og ikke kun på grund af stoffernes blakkede ry på det sorte marked og rædselsvækkende historier om dårlige trip. Der kan også være uønskede og hidtil ukendte »cocktaileffekter«, når stofferne kombineres med eksisterende behandlingsformer eller selvmedicinering, og der er generelt ringe evidens for stoffernes virkning i reelle behandlingstilbud, som tidligere omtalt her i avisen (»Magisk tænkning«, Ideer 11. februar). Robert Malenka, psykiater og hjerneforsker fra Stanford University, konkluderede i Nature-artiklen fra 2021, at man ikke skal tro på en mirakelkur med psykedeliske stoffer.

Andre læser også