Forskerfejden. Det psykedeliske stof psilocybin bruges i stigende grad til at behandle psykiske lidelser, men der er ringe evidens for den medicinske virkning. Er det ren placeboeffekt?
Magisk tænkning
Ved årsskiftet blev det lovligt at indtage psilocybin i staten Oregon. Det er den første amerikanske stat, der tillader brug af stoffet fra de magiske svampe efter en folkeafstemning med et snævert flertal for to år siden. Siden da har staten arbejdet intensivt på at få lovgivningen på plads og uddanne de psilocybin-guider, der giver stoffet til de besøgende og hjælper dem, hvis der opstår problemer under trippet. Man kan nemlig kun tilgå stoffet på særlige psilocybin-centre, og man skal gennem en screeningsproces for alvorlige psykiske sygdomme som skizofreni og bipolar lidelse. Ellers er der fri adgang, også for folk, der ikke er bosat i Oregon.
Psilocybin har rekreative og potentielt set også medicinske anvendelser. Der hersker fortsat begrundet tvivl blandt læger og forskere om virkningen af psilocybin til behandling af psykiske lidelser som depression, angst og alkoholisme. Flere undersøgelser har vist en positiv effekt. Det er dog typisk små lodtrækningsforsøg, hvor forsøgsdeltagerne får enten psilocybin eller placebo. På grund af psilocybins bevidsthedsudvidende virkninger er det umuligt at skjule for forsøgsdeltagerne, hvem der har fået hvad, og det skaber en uundgåelig bias.
Del: