Den private luftfart er flyvende. For nylig beskrev DR i dokumentaren De superriges privatfly, hvordan danske milliardærer i stigende grad tager privatflyet, når de skal fra A til B.

Blandt andet har Lego-familiens privatfly taget turen fra Billund til Odense 57 gange på fire år. Ifølge en rapport fra forsknings- og konsulentvirksomheden CE Delft udgivet sidste år er antallet af private flyvninger i Danmark firedoblet fra 2020 til 2022.

Det er langtfra kun danske velhavere, der i stigende grad flyver privat.

I et nyt studie har eksperter – anført af den anerkendte turismeforsker professor Stefan Gössling fra svenske Linnéuniversitetet – analyseret mere end 18 millioner flyvninger foretaget af knap 26.000 privatfly verden rundt fra 2019 til 2023. Ifølge forskerne repræsenterer de undersøgte flyvninger langt størstedelen af den private luftfart i perioden.

Privatflyene måtte holde tæt, da Super Bowl blev afholdt i Las Vegas i februar. Foto: John Locher, Scanpix
Privatflyene måtte holde tæt, da Super Bowl blev afholdt i Las Vegas i februar. Foto: John Locher, Scanpix John Locher/AP/Ritzau Scanpix

Oplysningerne er hentet hos den åbne database ADS-B Exchange, der kortlægger den globale flytrafik på baggrund af radiosignaler. Ud fra oplysninger om de pågældende flymodellers brændstofforbrug har forskerne ydermere beregnet den enkelte flyvnings CO₂-udledning.

Studiet viser, at de mange private flyvninger tilsammen udledte 15,6 millioner ton CO₂ i 2023 – en stigning på 46 procent sammenlignet med 2019. Dermed stod den private luftfart for knap to procent af flytrafikkens samlede CO₂-emissioner sidste år, lyder det.

Næsten halvdelen af de mange flyveture er kortere end 500 kilometer, og forskerne skriver, at en betragtelig del af flyvningerne udelukkende har »fritidsformål«.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Langt størstedelen af de undersøgte privatfly findes i USA, hvor 68,7 procent af flyene er registreret. Det vurderes, at omkring 0,003 procent af verdens befolkning benytter private fly.

Forskerne bemærker, at store internationale begivenheder sender markant flere privatfly på vingerne. Eksempelvis kæder det nye studie klimatopmødet COP28 i Dubai direkte sammen med 644 private flyvninger, der tilsammen producerede 4.800 ton CO₂.

Samtidig finder forskerne, at de privatflyvende individer, der har den højeste CO₂-udledning, sendte 2400 ton kuldioxid ud i atmosfæren per person i 2023. Til sammenligning udleder vi i Danmark 11 ton CO₂-ækvivalenter per person om året. 

Med det nye studie slår forskerne til lyd for øget regulering af den private luftfarts voksende CO₂-aftryk.

Communications Earth & Environment, 7. november