Overlev julen

At have små børn at tilbringe julen med er en velsignelse. Eller, det burde det være. I praksis har julestemningen det med at drukne i søskendeskænderier, Paw Patrol og chokoladefingre på sofaen.

Julen udkrystalliserer med andre ord et af lykkeforskningens store paradokser: at børn i teorien giver os lykke og mening i tilværelsen – men at de i realiteten, når vi bruger tid med dem, ofte gør det modsatte.

Ser man på den generelle livstilfredshed – det, man på forskerengelsk kalder global well-being – så ser forældre ganske vist ud til at score en smule højere end ikkeforældre. Men det er langtfra sikkert, at det er børnene, der gør forskellen.

Mere sigende er det at se på, hvad der sker for forældrene i årene før og efter, de får børn. Her viser det sig, at man i årene op til fødslen oplever et ret markant lykkehop. Men når først barnet er født, daler livstilfredsheden hurtigt igen og ser ud til at stagnere omkring status quo, i hvert fald indtil børnene rykker hjemmefra. Flere børn, større fald.

Ser man bort fra, hvordan folk tænker på deres liv mere generelt, og kigger på, hvordan de har det i øjeblikket – såkaldt experiential well-being – så er tid med børn heller ikke det, der scorer højest. Mest glæde og mening oplever vi i de timer, vi bruger sammen med vores venner. På andenpladsen kommer tid tilbragt med en romantisk partner, først herefter kommer tiden med børn.

EN KYNISK FORTOLKNING kunne være, at folk godt kan lide ideen om børn – at titlen som »far« eller »mor« er forbundet med status, en følelse af at leve op til sociale normer og måske en fornemmelse af at leve videre i fremtidige generationer – men at børnene i praksis, dag til dag, stjæler mere fra det store lykkeregnskab, end de bidrager med.

Så dyster ser virkeligheden dog ikke ud til at være. I et studie fra 2020 dykker en gruppe amerikanske forskere ned i børneparadokset, og deres konklusion er mere optimistisk. Godt nok finder de – ligesom tidligere studier – at vi ikke er specielt glade, når vi er sammen med vores børn (omend chefer, kolleger og fjerne familiemedlemmer scorer lavere). Men når forskerne tager hensyn til, hvilke aktiviteter vi dyrker med de forskellige relationer, så rykker børnene faktisk op på førstepladsen.

Det er med andre ord ikke børnene, der er problemet. Det er de ting, vi laver sammen med dem. Vi nyder ikke at skifte bleer, tørre kartoffelmos af væggen eller høre den samme Onkel Reje-sang 12 gange i træk. Men hvis vi laver noget, vi faktisk kan lide – går i biografen, læser en god bog, spiser sushi – så bliver vi gladest, når vi gør det med vores børn.

Hvad kan forældre så bruge den erkendelse til? Ofte er der ikke nogen vej uden om de sure pligter. Men måske kan vi indimellem blive bedre til at lave ting med vores børn, som vi faktisk selv kan lide.