Et kommende EU-forbud mod flere end 10.000 PFAS-stoffer har igen udløst en videnskabelig debat om de såkaldte evighedskemikalier. I januar i år var det fund af rester af fluorstoffer i økologiske æg og havskum, der udløste kritik fra bekymrede forskere og fik regeringen til at nedsætte en PFAS-videnstaskforce og love en national handlingsplan.

Men nu har afsenderne af kritikken skiftet karakter. Nu er det derimod producenterne, der anvender fluorstoffer i alt fra mademballage til stegepander, der i høj grad blander sig i debatten om kemikaliernes fremtid. I alt er det blevet til over 5.600 indsigelser og videnskabelige kommentarer til det europæiske lovarbejde – en ny rekord og et antal, der er 11 gange så højt som den hidtil mest debatterede høring i EU.

Virksomhederne er i oprør, og flere advarer om, at de må standse deres produktion som følge af lovforslaget. Samtidig argumenterer de for, at der slet ikke er evidens for, at mange af PFAS-stofferne er skadelige for hverken miljø eller mennesker. Stofferne er essentielle for produktionen af alt fra emballage til fødevarer til livsvigtig medicin, fra batterier i elbiler til våben, hævder de. Og de kan ikke uden videre erstattes med andre stoffer.

Men argumenterne er et forsøg på at danne et røgslør over videnskaben. Det mener Xenia Trier, lektor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Collage: Andreas Perretti, Mie Brinkmann.
Collage: Andreas Perretti, Mie Brinkmann.

»Hvis man læser industriens høringssvar igennem, får man indtryk af, at de bruger den samme taktik, som man bruger i både tobaks- og medicinalindustrien,« siger hun.

»Det handler om at skabe tvivl; både i forhold til, om deres produkter overhovedet er skadelige, og i forhold til, hvilke andre samfundsproblemer der kan opstå, hvis man indfører et totalforbud.«

PFAS er en samlet betegnelse for flere end 10.000 kemiske fluorstoffer, der har det til fælles, at de er persistente; de bliver ikke nedbrudt naturligt og kan derfor ophobe sig i både drikkevand, landbrugsjord – og i kroppen på dyr og mennesker.

Nogle af stofferne kan i visse mængder skade immunforsvaret, fertiliteten, øge børnedødeligheden og forekomsten af autoimmune sygdomme, viser forskning. Men Trier medgiver også, at der endnu ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt belæg for at kalde mange af PFAS-stofferne sundhedsskadelige.

Alligevel mener hun, at de alle bør forbydes. Det handler om at være på forkant med videnskaben, forklarer hun.

»Vi ved, at PFAS er persistente og derfor kan ophobe sig i naturen og i vores kroppe. Desuden har stort set alle de PFAS, man har testet, vist sig at være skadelige selv i små mængder for mennesker, dyr og for klimaet,« siger hun. »Så det handler om ikke at være naiv, men at være på forkant. Det handler om, at sporene fra kemiindustriens tidligere gerninger skræmmer.«

Kemikalie-coverup

I årtier har kemikalievirksomheder holdt sundhedsfaren ved PFAS skjult for offentligheden på en måde, der vækker mindelser om tobaksindustriens dække over risikoen ved rygning. Det viser en videnskabelig gennemgang publiceret i tidsskriftet Annals of Global Health i sommeren 2023.

PFAS-producenterne har endda anvendt nogle af de samme rådgivere som tobaksfirmaerne til at promovere deres budskaber. Det fremhæver de to miljø- og sundhedsforskere Tracey J. Woodruff og Nadia Gaber fra University of California San Francisco. På baggrund af en analyse af interne og hemmeligholdte dokumenter fra kemikalieindustrien skriver de på mediet Undark om lighederne med tobaksindustrien:

»I begge tilfælde kendte virksomhederne til de skadelige effekter ved deres produkter, længe før videnskaben og offentligheden fik samme kendskab. De dækkede over sandheden, og de forsinkede dermed en meget tiltrængt regulering, der kunne have beskyttet mennesker og samfund meget tidligere.«

Allerede i 1961 havde firmaet DuPont kendskab til, at deres produkt teflon potentielt kunne forårsage skade på mennesker. Teflon er blandt andet blevet brugt til stegepander, pizzabakker og regnjakker, og interne dokumenter fra 1960erne viser, at DuPonts egne kemiske eksperter havde viden om, at indholdet i deres produkt selv ved lave doser »havde evnen til at forøge størrelsen af leveren hos rotter«. I interne dokumenter frarådede de endda, at teflon fik »kontakt med huden« på mennesker.

I USA har debatten om et historisk chemical cover-up kørt i både medier og retssale siden det første store søgsmål mod industrien i 1999. Sagen førte til forbud mod nogle af PFAS-stofferne, blandt andet PFOA og PFOS, som sidenhen er fundet i danske græsmarker i Køge, i havskum i Vesterhavet og i økologiske æg. Men på trods af det store fokus i udlandet er fortidens coverup af risici en mindre belyst historie i Danmark, siger Xenia Trier fra Københavns Universitet.

»Det her er en klokkeklar historie om en PFAS-producerende industri, der bevidst har forsøgt at dække over egen forskning i deres produkters skadelige effekter.«

Historien er relevant at huske i den aktuelle debat, mener Trier med henvisning til det kommende EU-forbud mod flere end 10.000 PFAS-stoffer. 

»Fortidens fortielser har plantet en tvivl om de her virksomheders moralske habitus,« siger hun.

Døde rotter

Hos industriens virksomheder har man, naturligt nok, en anden opfattelse. Det gælder for eksempel hos 3M, en anden kemikalieproducent, som er blevet beskyldt for at dække over forskning i sundhedsfare.

Firmaet producerede blandt andet PFAS-stoffet C8 og solgte det videre til DuPont, vel vidende at kemikaliet kunne forårsage fødselsdefekter hos rotter. Interne dokumenter viser også eksempler på fødselsdefekter blandt gravide medarbejdere i kontakt med C8, skriver de to amerikanske forskere på baggrund af deres gennemgang. Alligevel blev hverken medarbejdere eller offentligheden på daværende tidspunkt orienteret. Hvordan kunne det ske?

Hos de omtalte firmaer understreger man, at fortiden er et overstået kapitel. DuPonts presseafdeling skriver i et svar på mail, at man i dag »støtter op om fornuftige, videnskabsbaserede regulatoriske standarder for PFAS«. Man henviser desuden til, at man i 2019 ændrede virksomhedsstruktur og navn til DuPont de Nemours. Og alene det at forbinde det nuværende firma med DuPonts ageren i fortiden er et tegn på, at man »ignorerer denne virksomhedsmæssige evolution«, lyder det i svaret.

3M har også sendt et svar til Weekendavisen. Her kalder man forskernes udlægning af fortiden for en »fejlkarakteristik« af dokumenternes faktiske indhold. Desuden henviser 3M til, at de tidligere har forholdt sig til kritikken i andre medier.

I løbet af 2023 har både DuPont og 3M indgået forlig og accepteret at skulle betale milliarder af dollar i erstatning til amerikanske stater for PFAS-forurening af drikkevand.

Under forløbet har firmaerne gentagne gange afvist kritikken om et historisk coverup af skadevirkninger – det, som de to amerikanske forskere fra University of California San Francisco afdækker i deres studie.

I deres artikel spørger Woodruff og Gaber, hvorfor det skulle tage så lang tid at få ryddet op – og de kommer selv med et bud på et svar: fordi forskningen i PFAS er underlagt en »finansieringsbias«, hvor virksomheder sponsorerer videnskab, der frikender deres produkter.

Tvivlens videnskab

Et centralt begreb inden for finansieringsbias er det, man kalder doubt science, tvivlens videnskab. Det handler om for virksomhederne at skabe usikkerhed om de sundhedsrisici ved enkelte produkter, som den mere uafhængige forskning kommer frem til.

Woodruff og Gaber henviser til en workshop fra 2022, hvor det amerikanske National Academies of Sciences gennemgår eksempler på strategier, som både bliver anvendt i tobaks- og kemiindustrien.

Cigaretfirmaer sponsorerede længe forskning, der skulle vise, at rygning var mindre kræftfremkaldende end frygtet, og ofte tog de videnskabelige udmeldinger en helt absurd form. I industriens eget nyhedsbrev Reports on Tobacco and Health Research blev det til overskrifter som »Lungekræft er sjældent blandt skaldede mænd« eller historier om studier, der efter sigende viste, at børnedødelighed var mere udbredt blandt ikkerygere end blandt rygere.

Lignende tendenser ser man ifølge Woodruff og Gaber hos kemiproducenterne. Ét eksempel er DuPont, der hyrede firmaet ChemRisk, hvis kemikere tidligere havde arbejdet for tobaksindustrien. ChemRisk skulle nu vurdere risikoen ved at drikke vand forurenet med PFAS, og de kom frem til, at risikoen var 10.000 gange lavere, end hvad et uafhængigt panel af forskere var nået frem til.

»Det er trist, at det medfører en modreaktion fra den private sektor, når vores konklusioner går imod deres økonomiske interesser,« siger Philippe Grandjean, der selv har oplevet at være i opposition til industrien på PFAS-området.

I dag er han professor i miljømedicin og forskningsleder på Syddansk Universitet. Men han har tidligere været ansat på Harvard University i USA, hvor han blandt andet agerede lægelig ekspert for staten Minnesota i et søgsmål mod kemigiganten 3M – igen en sag om PFAS-forurenet drikkevand, der endte med milliarder af dollar i erstatning til staten.

Grandjean føler sig »jagtet juridisk« af industrien, som han formulerer det – og han ønsker derfor ikke at sætte konkrete eksempler eller navne på sin anke. Men han mener generelt, at PFAS-producenterne forsøger »at rejse tvivl om den uafhængige forskning«.

I løbet af de kommende år bliver PFAS-stoffernes fremtid afgjort i EU. Først gennemgår man de mange høringssvar for at vurdere, om der er behov for at tilpasse forslaget. Så skal EU-Kommissionen tage stilling, inden lovændringen forventes at træde i kraft i 2025.