Denne artikel udkommer også i Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev Under lup. Læs mere, og tilmeld Dem her.

Må man rive et charmerende gammelt hus ned til fordel for en moderne betonklods? Det spørgsmål er blevet en mærkesag for Signe Wenneberg, folketingsmedlem for Alternativet, der deler konkrete eksempler på unødvendige nedrivninger på sin Instagram-profil. Komplet med før og efter-foto, så alle kan tage stilling til udåden.

Nu har en boligejer i Klampenborg dog taget til genmæle. Hun føler sig hængt ud, efter at Signe Wenneberg delte billeder af først nedrivningen og siden det nybyggede hus. Til flere medier har kvinden fortalt, at det gamle hus var i så dårlig stand, at hun og hendes mand fik afslag på en ejerskifteforsikring. Familien har nu anmeldt Wenneberg til politiet for blandt andet bagvaskelse og krænkelse af privatlivets fred.

Handler sagen om ublu destruktion af vores fælles kulturarv – eller emsig indblanding i fuldt lovlige forhold? Fronterne er trukket hårdt op, og det er ingen overraskelse, for boliger ligger danskernes hjerte nær. Ugens nyhedsbrev dykker ned i konflikten mellem nye og gamle huse. Ikke for at afgøre striden mellem Wenneberg og husejeren, men for at ridse det store billede op. Jeg kan sige så meget, at videnskaben har fundet mere end én utilsigtet skadevirkning af vores jagt på det perfekte hjem.

1. Gamle huse i graven

Lad os først se på de faktiske forhold: Er det et generelt problem, at velfungerende huse bliver jævnet med jorden?

Ja, det tyder det på. Hvert år bliver 1.100 huse revet ned og erstattet af nybyggeri, viser en rapport fra BUILD, Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet. En pæn del af husene kunne godt være reddet, for de var objektivt set i fin stand. De havde bare svært ved at leve op til moderne boligdrømme om køkkenalrum og loft til kip. Det har jeg selv skrevet om lige her.

Men man skal ikke tro, at alle de nedrevne huse var charmerende rødstensvillaer som den i Klampenborg med kviste og karnap. Langt oftere er der tale om små typehuse fra 60erne og 70erne med dårlig energimærkning. Dem har vi svært ved at se den arkitektoniske værdi i, mens der omvendt »er generel konsensus om, at murermestervillaen er flot«, siger boligforsker Mette Mechlenborg.

Faktisk … vurderer 20 procent af boligejerne i BUILD-rapporten, at det hus, de rev ned, var i rimelig stand.

2. Skadeligt nybyggeri

Det er altså ikke helt ligegyldigt, hvad den enkelte gør på sin matrikel. Vores drøm om et stort og lækkert parcelhus fører nemlig ikke bare til unødvendige nedrivninger. Det suger også livet ud af bymidter i provinsen.

»Vi bygger villakvarter på villakvarter på villakvarter – som løgringe uden på hinanden,« siger arkitekt Helle Søholt, og den udvikling placerer beboerne længere og længere væk fra bykernen. Det betyder flere bilture og mindre liv i gågaden, forklarer denne artikel.

Heldigvis har arkitekter og byplanlæggere mange ideer til, hvordan parcelhuskvarterer kan gentænkes og bymidter genoplives – men det kan betyde et opgør med faste matrikelgrænser og ligusterhæk.

Faktisk … er størrelsen på et nybygget parcelhus steget med næsten 100 kvadratmeter siden 1960erne.

3. Dit hus i min gade

Spørgsmålet er, om vi kan acceptere forandringerne. Både nybyggeri og lokalplaner, der vil bevare det bestående, kan møde stor modstand. Hvorfor kan vi ikke være ligeglade? Det skyldes selvfølgelig, at det kan ændre et helt kvarters stemning, når nye bygninger skyder op, der ikke ligner de gamle.

Det er ikke kun småborgerlige villaejere, der går op i den slags. Storbymennesker i lejligheder kan værne præcis lige så nidkært om deres udsigt og territorium. Byfornyelser er ofte upopulære og forhadte, selvom de kolde tal viser fordele som mindre kriminalitet og flere butikker og job. I 2019 satte Anne Jensen Sand sig for at undersøge gentrificeringens konsekvenser i København, og det viste sig, at forskningen har overraskende svært ved at finde nogen, der taber på forandringerne – heller ikke de ressourcesvage.

Faktisk … har amerikanske studier vist, at lavindkomstgrupper ikke flytter hurtigere ud af gentrificerede kvarterer, end de gør af de bydele, som ikke har været igennem processen.

Der er altså meget, der tyder på, at det giver mening at tæmme vores boligdrømme – og udfordre forestillingerne om både det perfekte hjem og det perfekte boligkvarter. Det er bare ikke så let. Men dét er en anden historie.

Nyhedsbrevet er tilbage i indbakken om 14 dage. Indtil da er man meget velkommen til at sende ris, ros og forslag til ideer@weekendavisen.dk.