Rosenrødt. Skal kærligheden lykkes, er vi nødt til at bedrage os selv og hinanden. Det er mere opløftende, end det lyder, mener professor i psykologi Jesper Dammeyer.
Min fantastiske kæreste
Når den verdensberømte popstjerne Taylor Swift synger om sit kærlighedsliv, sker det som regel i datid. Den 36-årige sangskrivers bagkatalog bugner af sorgfulde, syrlige og sydende sange om de mange musikere og skuespillere, der har knust hendes hjerte, men på det seneste har noget ændret sig. Siden Swift blev kæreste med den ærkeamerikanske footballspiller Travis Kelce, har en ny, henført optimisme gennemvædet hendes sange. På nummeret So High School fra 2024 synger hun fortryllet om at blive befølt af sin udkårne, mens hans venner spiller Grand Theft Auto, og sidste års Wood er en kæk ode til Kelces seksuelle præstationer.
Det er ikke alle Swifts fans, der deler hendes begejstring. Mange undrer sig over, hvad det kunstneriske supertalent ser i Kelce, som de i bedste fald opfatter som en dumglad golden retriever. Men hvis man går og venter på, at Swift kommer til fornuft, kan man komme til at vente længe. For mens vi ofte hører, at ærlighed, klarsyn og realistiske forventninger er fundamentet for et sundt parforhold, så er sandheden på mange måder den modsatte, siger Jesper Dammeyer, som er professor i socialpsykologi ved Københavns Universitet.



