Lus er ikke kun en nutidig plage, der får forældre og pædagoger til at hive sig i håret. De snyltende plageånder var også et problem i Kanaaens land – det senere Israel og Palæstina – for godt 3.700 år siden. Det konkluderer israelske arkæologer efter at have fundet den hidtil tidligste hele sætning nedskrevet med bogstaver fra kanaanæernes alfabet, der betragtes som verdenshistoriens første. Den nyfundne formulering er indgraveret i en elfensbenskam og lyder: »Må denne stødtand udrydde lusene i hår og skæg.«

Skriftsprog menes at være opstået i Mesopotamien og Egypten for omtrent 5.200 år siden, men disse tidlige skrivesystemer var ikkealfabetiske. I stedet var der tale om hundredvis af symboler, der repræsenterede forskellige ord og stavelser. Der er tidligere fundet indgraveringer af enkelte ord skrevet med kanaanæernes tidlige alfabet i keramik og pilespidser, men en hel sætning er aldrig tidligere set.

Den bedagede kam blev udgravet i den gamle kanaanæiske by Tel Lachish i det nuværende Israel i 2017, men først nu er bogstaverne blevet analyseret af arkæologer fra blandt andet Hebrew University of Jerusalem og Ben-Gurion University of the Negev.

Den lille elfenbenskam har været en kostbar genstand for 3.700 år siden og stammer ifølge forskerne formentlig fra Egypten. Det indikerer, at også overklassen i Tel Lachish havde problemer med lus. Da arkæologerne lagde kammen under mikroskopet, fandt de talrige rester af hovedlus.

Den ældgamle elfenbenskam stammer formentlig fra Egypten. Foto: Menahem Kahana, Scanpix
Den ældgamle elfenbenskam stammer formentlig fra Egypten. Foto: Menahem Kahana, Scanpix MENAHEM KAHANA

Jerusalem Journal of Archeology, oktober 2022
Hebrew University of Jerusalem, 8. november