Infektion. Alt for mange bakterier kan ikke længere slås ihjel af antibiotika. Løsningen kan være behandling med bakteriofager – en praksis, der blev udviklet i det gamle Sovjetunionen, men som aldrig slog igennem på vores side af Jerntæppet.
Stalins bakteriedræber
GEORGIEN – At dreje fra Levan Gotua-gaden i det nordlige Tbilisi og gå ind gennem porten til Eliava-instituttet er som at bevæge sig ind i fortiden. Her er stille og skyggefuldt under gamle træers kroner, og arkitekturen tilhører den tidlige sovjetæra. Mere end et forskningsinstitut ligner hovedbygningen et enormt mausoleum. Den tunge trædør bag facadens mange meter høje søjler skal mases åben. Hallen indenfor er fuldstændig tom, selv skridt taget i sandaler runger højlydt. Oven for den svungne trappe til første sal står ikke andet end busten af en ung mand – Giorgi Eliava, oplyser en diskret messingplade. Den stikker af mod plasticskiltet på døren ved siden af, hvor der med kraftig rød skrift står Biohazard – Microbiology Laboratory.
»Vi kan begynde her, men tag en kittel på,« siger den myndige mørkhårede kvinde, som lukker op. Mzia Kutateladze er mikrobiolog og leder af Eliava Institute of Bacteriophages, Microbiology and Virology, og hendes velkomst lyder lidt træt:
Del:


