Falsificeret. Fysikernes målinger af, hvor hurtigt universet udvider sig, modsiger hinanden. Nye data indsnævrer de mulige forklaringer.
Kosmisk uenighed
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Fysikerne beskriver universet med en standardmodel, som bygger på observationer af blandt andet den kosmiske mikrobaggrundsstråling (CMB), supernovaer og galaksefordelinger.
Ifølge modellen begyndte universet med et Big Bang, hvorefter det udvidede sig og i dag er domineret af mørk energi og mørkt stof. Der er dog et stort og uløst spørgsmål i moderne kosmologi, nemlig hastigheden af universets udvidelse, den såkaldte Hubble-konstant.

Problemet er, at målinger baseret på »lokale« objekter som stjerner med varierende lysstyrke og supernovaer, konsekvent peger på en højere værdi af Hubble-konstanten end de målinger, der bygger på den kosmiske baggrundsstråling.
For at forklare denne uoverensstemmelse har fysikerne foreslået et væld af udvidede kosmologiske modeller, men uden at have de afgørende data til at teste dem.
Det, vi ved nu
I sidste måned offentliggjorde forskere fra Atacama Cosmology-teleskopet i Chile imidlertid et omfattende datasæt og tilhørende analyser, som bygger på 15 års observationer af CMB med særlig høj opløsning.
De nye data bekræfter, at Hubble-problemet er reelt, for uoverensstemmelsen består. Til gengæld har de højst præcise målinger falsificeret omkring 30 teoretiske modeller, som har forsøgt at løse problemet ved at ændre universets indre fysik.
Det betyder, at det teoretiske landskab af mulige løsninger er blevet drastisk reduceret. I stedet for et bredt felt af forklaringer peger de nye data nu skarpere mod mere subtile eller radikalt anderledes ideer, som endnu ikke er fuldt udviklet eller testet.
Men …
Der kan stadig gemme sig ny fysik i vores forståelse af mørkt stof og mørk energi, netop fordi disse fænomener kan kræve helt nye ideer eller observationsteknikker. Fysikerne har udelukket mange forkerte svar, men det rigtige svar kan stadig ligge uden for vores nuværende forestillinger.
Journal of Cosmology and Astroparticle Physics, november 2025
Del:



