Det var med en pæn portion frygt i øjnene, at eleverne på Dalgasskolen i Skive i slutningen af 1970erne modtog matematikundervisning fra den aldrende overlærer og viceinspektør Jørgen Guldberg. Hans blik kunne kue selv de mest næsvise elever, og timerne forløb med militærlignende disciplin. Stemningen skiftede totalt, når børnene troppede op i idrætshallen, hvor unge Hans Svenning Larsen underviste. Han var afslappet klædt, jokede med eleverne og kunne endda finde på at kramme dem.

I årtier er lærere blevet blødere over for deres elever, men nu står de over for et vendepunkt: Regeringen vil rette op på lærerens dalende autoritet, og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) vil give lærere flere beføjelser til at gribe fysisk ind over for elever, der forstyrrer undervisningen. Forslaget er et forsøg på at sætte ind over for børn, der ifølge Tesfaye har fået »pissedårlig opdragelse« og ikke har respekt for underviserne.

Men hvordan kom vi dertil? Lidt groft karikeret går vejen gennem seks typer af lærere, der hver har haft sin storhedstid i klasseværelserne: den sorte skoles læremester, reformpædagogen, demokraten, coachen, fageksperten og trivselskonsulenten.

Typerne stammer fra Stefan Hermanns nye bog Læreren i midten. Hermann er administrerende direktør i LIFE Fonden, der har til formål at fremme naturvidenskabelig og teknologisk almen dannelse, og tidligere rektor for Københavns Professionshøjskole. Han var selv elev på Dalgasskolen, mens Jørgen Guldberg og Hans Svenning Larsen arbejdede der. Jørgen Guldberg er et godt eksempel på læreren, der var uddannet i 40erne, mener Stefan Hermann:

»På det tidspunkt var der i skolen stort fokus på læreren og undervisningsmaterialet. Læreren skulle være en bestemt autoritet, der måtte fysisk afstraffe eleverne og inddele dem i niveauer.«

Her var det typer som lektor Blomme fra Det forsømte forår (1940) og lærer Andersen fra Matador (1978-82), der styrede klassen. Både Hans Scherfig, der skrev Det forsømte forår, og Lise Nørgaard brugte inspiration fra deres egen skoletid til at skabe karaktererne.

Samtidig var der stor respekt for lærere i samfundet, som måske kom af, at de var højere uddannet end en stor del af befolkningen. Men sammen med autoriteten fulgte et had til underviserne, som kan ses i kulturens stereotyper, fortæller Ning de Coninck-Smith. Hun er historiker med speciale i skolehistorie og forfatter til serien Dansk skolehistorie (2013-15), og hun gik selv i folkeskolen i 1960erne. Og skønt Ning de Coninck-Smith har stor akademisk viden om lærerne på det tidspunkt, er hendes argument også bygget på egne erfaringer:

»Vi var decideret rædselsslagne for nogle af vores lærere. Der var flere end én lektor Blomme på min skole,« husker hun.

Ole Lund Kirkegaards generation

Men blandt lærerstaben begyndte der at ske et opbrud i efterkrigstiden. Først og fremmest fordi der blev født så mange børn i 1950erne og 60erne, at det blev nødvendigt at udvide eller oprette nye skoler og uddanne nye lærere. Ning de Coninck-Smith fortæller om skoler, hvor hele lærerstaben var under 30 år.

De unge var inspireret af Tysklands reformpædagogik og ønskede mere fokus på pædagogik og et tættere forhold til eleverne. En af dem var lærer og forfatter Ole Lund Kirkegaard, der blev uddannet i 1963 og er den store inspiration til den ene gode lærer i Niels Arden Oplevs film Drømmen (2006). Udviklingen skete også som resultat af globale strømninger, siger Stefan Hermann:

»Qua det, der skete i Tyskland under Anden Verdenskrig, opstod der i efterkrigstiden en frygt for den autoritære personlighed. Metaforisk kan man sige, at der kom en forventning om, at læreren skulle sætte sig på knæ, frem for at eleverne skulle stille sig på tæer.«

I 1967 blev det forbudt for lærere at afstraffe elever fysisk.

Føleriets ankomst

Da Stefan Hermann som barn i slutningen af 1970erne trådte ind på Dalgasskolen, var der igen sket forandringer i samfundets forventninger til læreren. 

Efter ungdomsoprøret i 1968 skulle læreren ikke blot have basale pædagogiske redskaber, men solidarisere sig med eleverne. Iført sweatre, bare tæer i sandaler og en guitar under armen forsøgte lærerne at se verden gennem elevernes øjne og lære dem kritisk tænkning. Eleverne skulle ikke længere blot dannes som samfundsborgere eller respekteres i deres natur, men også blive kritiske medborgere, der godt måtte sige læreren imod. 

Den stereotype 70er-lærer er udødeliggjort i komiker Anders Matthesens karakter Arne, en musiklærer med pagehår og hornbriller. Arne vinder sine elevers hjerter ved ikke at hæve stemmen, men i stedet lytte til børnene og tage deres kritik til efterretning.

»Hør nu her, unger. Musik skal ikke læses og analyseres. Musik skal smages og føles og lyttes og danses!« siger han eksempelvis i Matthesens film Terkel i knibe (2004).

Indtil nu havde den enkelte elev som person ikke været i centrum i folkets skole. I stedet så læreren klassen som en helhed af elever, der skulle formes til at kunne bidrage til samfundet. Men det ændrede sig i 1990erne, mener Stefan Hermann. For i takt med at psykiatrien udviklede sig, så der kom fokus på psykologi og diagnoser, og Dr. Phil begyndte at gæste Oprah Winfreys talkshow, begyndte lærerne at betragte eleverne som individer med særlige behov, der havde brug for forskellige undervisningstilgange. I 90erne blev læreren i stigende grad en mentor, der skulle vejlede og udvikle den enkelte elev.

»Det er polemisk sagt også føleriets ankomst. Lærerens blik på eleven bliver psykologisk – de spørger ‘hvem er du?’, ’hvad har du lyst til?’ fremfor ‘hvad skal du?’ – og fællesskabet bliver en hoppeborg for individets selvrealisering,« siger Stefan Hermann.

Forskningsbaseret uddannelse

På det tidspunkt var der i Danmark bred enighed om den høje kvalitet af vores folkeskole. Men det syn blev udfordret i 2000, hvor OECD startede elevvurderingsprogrammet Pisa, der undersøgte og sammenlignede 15-åriges præstationer i klasseværelset. Og her lå danske elever ikke i den top, vi måske havde forestillet os.

»Det er, som om indlæringen af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: Hvad synes du selv?« lød de hårde ord fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ved Folketingets åbning i 2003. Fagligheden skulle oprustes i skolerne, der blev indført nationale test, og folkeskolen blev pludselig et hedt politisk emne.

»Læreren skal nu i mindre grad på knæ og forstå og spørge eleven, men i stedet måle elevens præstationer og lave undervisning, der er forskningsbaseret. Fagene kommer i centrum igen, og læreren skal være ekspert i sit fagområde,« siger Stefan Hermann.

Den stereotyp rammer hovedpersonen i TV 2-serien Rita (2012). Rita er en dygtig lærer, der underviser fra sit kateder frem for på gulvet, men uden at det bliver kedeligt eller autoritært. Hun taler ligeværdigt til sine elever og begår også fejl, mens hun formår at bruge klasseværelset som en scene. Hvad mere er – Rita er en kvinde, hvilket viser kønsskiftet i lærerprofessionen.

Mere trivsel

I sin sidste lærerrolle introducerer Stefan Hermann det, han kalder læreren som »trivselssnedker«. Rollen kendetegner det store fokus, der er kommet på trivsel de seneste år, så det i dag endda kan fylde mere end læring, mener Stefan Hermann:

»Læreren bliver en trivselskonsulent, der bruger tid på at sørge for, at alle trives, og kan knap komme i gang med undervisningen, fordi alle skal have det godt og være set. Dem, der skriver flest bøger og giver flest interviews om skolen i øjeblikket, er psykologer.«

Det blik på lærerrollen genkender Lea Ohlin Larsen fra Krogårdskolen i Greve. Hun har i 15 år undervist som dansk- og engelsklærer, og hun bruger »rigtig meget« tid på at sikre sig, at eleverne trives.

»Hvis jeg skulle dele det op, tror jeg, at cirka en tredjedel af undervisningen går på at tjekke ind med eleverne og sørge for, at de har det godt,« siger hun:

»Der skal tages 24 forskellige hensyn, og det kan være enormt svært at gøre, fordi jeg også skal differentiere min undervisning, for alle eleverne er ikke på samme niveau.«

Så hvor er vi på vej hen nu?

I de seneste 25 år er skolen og lærerrollen debatteret mere end nogensinde, mener Stefan Hermann. Det gælder ikke mindst politisk, hvor magthavere og offentlige institutioner forsøger at bestemme, hvad der foregår i klasseværelserne. Og de er langtfra altid enige.

Samtidig daler respekten for lærerfaget i samfundet. En af årsagerne kan være, at danskerne er blevet bedre uddannet, mener Ning de Coninck-Smith. I dag har cirka 40 procent af befolkningen samme eller længere uddannelse end lærere, og det er typisk den yngre del af befolkningen, som har børn i skolen, der har lange uddannelser.

»Før 1980erne var det ofte sådan, at børnene i mødet med lærerne vidste, at her var én, der var meget mere uddannet end nogen andre i deres omgangskreds. Lærernes faglighed var synlig i form af deres uddannelse og kendskab til deres stofområde, og det skabte både respekt og en autoritet. Men de seneste år er flere og flere borgere blevet bedre uddannet end lærere, samtidig med at læreruddannelsen har ændret sig til også at inkludere en række pædagogiske kompetencer,« siger Ning de Coninck-Smith:

»En lærer uddannet i dette årtusinde er en blæksprutte, der både har lært at håndtere udflugter, mistrivsel i en klasse og diagnoser, men de evner er ofte usynlige, og det gør, at læreren virker mindre uddannet og måske også derfor mindre autoritær eller respektindgydende i elevers og forældres øjne.«

Det store autoritetstab

Det stemmer godt overens med det autoritetstab, mange mener har fundet sted i klasseværelset, og som også ligger til grund for undervisningsminister Tesfayes udkast til et lovforslag om fysisk magtanvendelse. Det læser Jørn Bjerre imidlertid som et skridt tilbage, når det gælder udviklingen af det demokratiske grundlag, skolen bygger på. Han er lektor i pædagogisk sociologi ved Aarhus Universitet og udgav i starten af året bogen Myndighed – undervisningens fundament, der handler om at udvikle autoritetsbegrebet.

»Jeg ser lovforslaget som et forsøg på at løse et reelt problem, men det er tilbageskuende at prøve at løse det ved at kigge tilbage til en tid, hvor lærere havde beføjelser til at bruge fysisk magt. At løsningen virkede engang, betyder ikke, at den vil virke i en pædagogisk nutid, hvor der er en langt større sensitivitet over for personlige grænser og integritet,« siger Jørn Bjerre:

»Vi skal væk fra forståelsen af, at enten har man autoritet og styr på tingene, eller også er man demokratisk, og alting vil flyde. Det er en doven modsætning.«

I stedet for at tale om autoritet bør vi derfor tale om »myndighed«, siger Jørn Bjerre. Hvis autoritet står alene, kommer det let til at handle om ydre kontrol, der er afkoblet fra det, der er undervisningens formål; at eleverne myndiggøres, mener han.

»Derfor må fysisk indgriben ses som en nødløsning; og det at ophøje en nødløsning til lovgivning må betragtes som symptombehandling. En mere langsigtet løsning kræver, at lærerne udvikler deres myndighed i løbet af uddannelsen og får rammer til at kunne agere myndigt som lærere, og endelig er det afgørende, at de værdier, skolen bygger på, får autoritet i samfundet som sådan.«

Bjerre mener ikke, at folkeskolens autoritetsproblem kan løses uden at se på de strukturelle forhold i samfundet. Hvis eleverne ikke har respekt for almene autoriteter, viden og de værdier, der er i samfundet, er det vanskeligt at etablere lærernes autoritet, siger han.

På Krogårdskolen i Greve synes lærer Lea Ohlin Larsen heller ikke, at mere autoritet i form af fysisk magt er vejen frem.

»Jeg har givet mere køb på fagligheden i forhold til trivslen, især hvis jeg sammenligner med det ambitionsniveau, jeg havde som ny lærer. For hvis børnene ikke trives, lærer de ikke noget. Og for mig er folkeskolens vigtigste opgave at skabe hele børn, der kommer ud og har haft en god folkeskoletid. Der skal ikke være nogen, der synes, at det har været den værste tid i deres liv at gå i skole.«