En ny, smitsom coronamutation er på kort tid kravlet til tops på listen over globale bekymringer. Den såkaldte deltavariant spreder sig hurtigere end andre varianter, har lettere ved at undvige immunforsvar og fører muligvis også til alvorligere sygdomsforløb. Det er ikke tilfældigt.

De forskellige muterede varianter befinder sig i en konstant kamp om dominans. For at én variant kan leve, må andre dø. Den stærkeste variant spreder sig på bekostning af de svagere varianter. Det er barsk betondarwinisme på mikroniveau, og vi mennesker er i grunden bare arenaen for de forskellige varianters styrkeprøve. Vi er som de småstater, der bliver bombet sønder og sammen, når stormagterne vælger dem som krigsskueplads.