Min egen medicin

Jeg har det lidt som en stofbruger på jagt efter et fix, da jeg nærmer mig Halmtorvet i København. Jeg går unaturligt, anstrengt, kigger mig over skulderen og prøver at blive ét med skyggerne langs de gråbrune murstensvægge. Jeg bilder mig ind, at alle kigger på mig. At de ved, hvor jeg skal hen.

Det er nu ikke, fordi jeg er på vej ud i ulovligheder som sådan. Jeg har ikke retning mod en snæver gyde, hvisker ikke hemmelighedsfuldt til et maskeret muskelbundt, lister ikke afsted med et gram til at skubbe gang i livet. Alligevel har jeg det sådan. Det føles forbudt, ildeset, ja, forkert, hvad jeg har gang i.