Hvert år rammes mere end 10.000 danskere af såkaldt iskæmisk stroke, hvor man får en blodprop i hjernen. Et langtidsstudie offentliggjort i tidsskriftet Neurology Open Access viser nu, at der kan være en sammenhæng mellem mundhygiejne og risikoen for slagtilfælde.

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix
Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Læger fra University of South Carolina i USA fulgte knap 6.000 raske voksne i gennemsnitligt 20 år. Ved undersøgelsens start havde ingen af deltagerne haft en blodprop, og alle fik undersøgt deres mund for tandkødsbetændelse og huller i tænderne. I de efterfølgende år holdt forskerne øje med, hvem der fik blodpropper, og der tegnede sig et tydeligt billede.

De deltagere, der havde tandkødsbetændelse og huller i tænderne, havde markant øget risiko for at blive ramt af en blodprop i hjernen. Ud af 1.640 personer med sunde munde blev kun fire procent ramt af en blodprop, mens der blandt de 1.195 personer, som havde både huller og tandkødsbetændelse, var hele ti procent, der blev ramt. Efter at have justeret for faktorer som alder, bmi og rygestatus fandt forskerne, at deltagerne med tandproblemer havde 86 procent højere risiko for en blodprop end de mundsunde, og samtidig steg også risikoen for at blive ramt af hjerteanfald.

Forskerne undersøgte kun deltagernes tænder én gang i begyndelsen af forsøget og understreger, at undersøgelsen ikke kan bevise, at dårlig mundhygiejne alene forårsager slagtilfælde. Resultaterne peger dog på en sammenhæng, og det tyder på, at tandlægebesøg kan være en vigtig del af den forebyggende indsats mod blodpropper og hjertesygdom.

Neurology, 22. oktober

Under lup

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den