Hvis vi et øjeblik forestiller os, at vi ikke kendte til kartoflen: at erobringslystne europæere var taget til Sydamerika i 1537 uden at bringe den næringsrige knold med hjem, at den ikke var blevet introduceret til danskerne i Fredericia i 1719, og at vi ikke havde den som en fast ingrediens på julebordet ved siden af den brune sovs og andestegen, ja, hvis vi først havde opdaget den mættende, sunde knold i 2024, så skulle kartoflen gennem grundige undersøgelser og ansøgningsprocedurer, før den ville blive godkendt som ny fødevare – novel food – af EFSA, Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

»Første gang, jeg stiftede bekendtskab med novel food, var, da en af mine kolleger sagde: ’Kartoflen ville ikke blive godkendt i dag,’« fortæller professor i plantebiologi på Institut for Plante- og Miljøvidenskab Barbara Ann Halkier.