Fugls føde

At tælle fugle er en uhyre vanskelig beskæftigelse, skulle man tro, idet de jo er udstyret med vinger og flytter sig uden at tage hensyn til bogholderens sved på panden. Men med den rette metode og megen træning og ihærdighed lader også denne vanskelige disciplin sig udføre. Og det vil måske komme bag på nogen, at det ikke så meget er øjnene, man har brug for. Men ørerne. En lille silhuet flakser op på den skyspættede enorme vestjyske vinterhimmel, og så snart den har givet lyd fra sig, kan Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening (DOF), konkludere, at »det er en engpiber, en lille fætter, der sådan set slet ikke burde være her nu, den burde være trukket ned i kanalegnene i det nordlige Tyskland, men den milde vinter har fået den til at blive«.

Der er også en gærdesmutte et eller andet sted i nærheden, siger han. Og ved hjælp af en kikkert og sine øjne kan han fortælle, at vi overflyves af en dobbeltbekkasin. At der står en sølvhejre ved sivene lige ude til højre. At de sorte prikker ude på Vest Stadil Fjord er en stor flok gråænder, og at hannerne er i pragtdragt, klar til ynglesæsonen. Og at der ude mod vest over klitternes blødt skårne bagtæppe flyver en kæmpe flok på mellem seks og syv hundrede viber, i selskab af nogle hjejler.