Den knuste tallerkens filosofi

I februar udkom Et livsværk: Om at blive mor, og i marts Efterskælv: Om ægteskab og skilsmisse. Ikke en måned uden en selvbiografisk, eksistentielt forpint og intellektuelt overlegen roman fra den canadisk-engelske forfatter Rachel Cusks bagkatalog, som snedigt og smukt er layoutet, som om den var del af hendes lovpriste Omrids-trilogi. Man kunne være fornærmet over Rosinantes opportunisme, hvis ikke det var, fordi skilsmisseværket Efterskælv er så aldeles blændende.

Værket fra 2012 tager udgangspunkt i Rachel Cusks egen skilsmisse og tiden lige efter, mens hun forsøger at forstå sin nye virkelighed og at tage sig af sine to døtre. Dramaet er mere refleksivt end handlingsstyret, efterskælvene er tankernes. For Cusk er skilsmissen ikke en personlig fiasko, men en intellektuel dynamo; noget, som må analyseres og forstås ved at påkalde de græske tragedier Antigone og Orestien, kristendommens hellige familie og de moderne kønsroller. Det lyder prætentiøst, men hos Cusk findes ingen bullshit eller poseren. Hun er en helt igennem mental forfatter og er blevet beskyldt for at være selvoptaget, men der er en oprigtig søgen efter indsigt i teksten, som leder både fortælleren og læseren igennem den private tragedie.