Levned & meninger. Vi ryddede kummefryseren for rosenkål, grånende klumper af hakket oksekød og sammenkogte retter i transparente fryseposer og kravlede ned i det isede dyb.
I kummefryserens dyb
Det har altid irriteret mig, når afdankede krigskorrespondenter og selvudråbte verdensmænd kondenserer deres livsvisdom til den luvslidte floskel, at »revolutionen æder sine børn«. Et mantra, de messer for sig selv, mens de spejder eftertænksomt ud i horisonten, og som fungerer som en slags blanko-undskyldning for at have opgivet ethvert håb om at ændre på noget af det, man synes er forkert i livet. Eftersom man på forhånd ved, at man før eller siden alligevel selv vil ende som offer for egne kampe. Den uvægerlige og nødvendige resignation er implicit.
Det er en smule trist, at kynismen i denne erkendelse og i udsagnets indbyggede defaitisme er med til at dræbe initiativet til selv den mest spæde idealisme eller principfasthed, fordi man på forhånd konkluderer, at det hele kan være lige meget, og at alle anstrengelser i længden vil være forgæves.
Del:
