Det, vi troede, vi vidste

Flodhesten tilbringer en stor del af sit liv i vandet, og med en kropsvægt på 1,5 ton virker den også lidt klodset på landjorden. Den er dog overraskende hurtig og kan på korte strækninger nå en tophastighed på 30-40 kilometer i timen, hvilket er mere, end de fleste mennesker kan præstere.

Til gengæld er der overraskende lidt viden om, hvordan flodhesten egentlig bevæger sig på land.

Det, vi ved nu

Nu har to forskere fra Universitetet i London sat videokameraer op i en zoologisk have for at undersøge flodhestens gangart. Efter at have filmet i to dage måtte de dog konstatere, at dyrene ikke havde lyst til at løbe, og da forskerne heller ikke ville stresse flodhestene, blev studierne også udført på YouTube.

Her lykkedes det at finde 25 videooptagelser af løbende flodheste, og de viste, at ingen af dyrene løb i andet end trav (eller næsten-trav). Til gengæld opdagede forskerne, at de hurtigste af flodhestene i korte perioder havde løftet alle fire ben fra jorden og således må betegnes som luftbårne flodheste.

Flodheste er mere atletiske, end de ser ud, viser nyt studie. Foto: Adobe Stock
Flodheste er mere atletiske, end de ser ud, viser nyt studie. Foto: Adobe Stock Foto: Adobe Stock

En sammenligning med andre større dyr har desuden fået forskerne til at konkludere, at flodheste på flere måder er mere atletiske end elefanter, selvom de på det foreliggende grundlag ikke kan afgøre, om flodhesten også er hurtigere end en elefant.

Men ...

Hvis De skulle undre Dem over, hvad den nye viden kan bruges til, så påpeger forskerne selv, at deres arbejde kan være relevant for kliniske veterinære vurderinger af, om en flodhest er blevet halt eller har tegn på lammelse. I et større perspektiv kan arbejdet bruges til at rekonstruere den evolutionære biomekanik af flodhesteslægter.

PeerJ, 3. juli