Et halvt år i himlen

Der sker noget med tiden deroppe.

Når Andreas Mogensen om kort tid bliver spændt fast til spidsen af en Falcon 9-raket og mast op gennem atmosfæren af en kaskade af brændende ilt og petroleum, vil tiden begynde at gå langsommere. Det vil ikke kun være hans egen oplevelse af dramaet, men også fysikkens love, der får det til at ske: På Den Internationale Rumstation skal den danske astronaut og hans kolleger suse rundt om Jorden med 28.000 kilometer i timen, og den høje hastighed strækker tiden i einsteinske strenge og napper små bidder af dem for hver rotation. Når Mogensen vender tilbage til vores planet om seks måneder, vil han være omkring 0,005 sekunder yngre end os andre.

I dagene op til opsendelsen er det nu mere, som om det omvendte fysiske fænomen gør sig gældende, forklarer Andreas Mogensen over en videoforbindelse fra Houston. Hernede i sommervarmen er tiden pludselig begyndt at gå meget stærkt.

»Det er spøjst med tiden,« griner astronauten, der sidder ved sit skrivebord på Johnson Space Center. Blå polotrøje, sideskilning og det rolige blik, som danskerne efterhånden kender så godt. Måske flakker det faktisk en lille smule, når han bliver mindet om, hvor kort tid der er til opsendelsen.

»Der er gået otte år, siden jeg var på min første mission,« fortsætter han.

»Det var i 2015, og langt størstedelen af tiden siden da er gået utrolig langsomt, mens jeg har ventet på at få min næste mission. Men lige nu synes jeg, at tiden flyver afsted. Og hvis der er noget, som kan gøre mig nervøs, så er det, hvor hurtigt tiden går i øjeblikket, for jeg synes, at jeg har svært ved at følge med og svare på alle de e-mails og få ordnet alle de ting, der skal ordnes, inden jeg skal være væk i seks måneder. Det er alle de små ting, som jeg skal forsøge at få klaret inden opsendelsen, som godt kan give mig en lille smule stress.«

Den 46-årige astronaut er ikke den eneste i sin branche, der døjer med en forstyrret tidsfornemmelse, for det går usædvanligt hurtigt i rumfart i øjeblikket. NASAs kalender for de kommende år er pakket med nye opsendelser og missioner, hvor private amerikanske rumfartsvirksomheder spiller en stadig større rolle. Det gælder også for den danske Huginn-mission, som Mogensen har ansvaret for, og som ifølge planen begynder med opsendelsen på torsdag i næste uge: Falcon 9-raketten produceres af Elon Musk-firmaet SpaceX, og Andreas Mogensen bliver den første europæiske pilot, der skal styre det medfølgende rumfartøj, Dragon.

På besøg i guldminen

Som altid fortæller aktiviteterne i rummet noget om styrkeforholdet på Jorden. Først og fremmest ser Andreas Mogensen opsendelsen som en vigtig anerkendelse af det europæiske rumprogram, ESA, der betaler hans løn og har leveret både et laboratorium og et forsyningsfartøj til rumstationen. ESA er også en såkaldt »kritisk partner« i NASAs kommende Artemis-missioner til Månen. Her skal europæerne blandt andet levere det styremodul, der skal fragte astronauter frem og tilbage mellem Jorden og Månens kredsløb. (SpaceX og Bezos-selskabet Blue Origin leverer selve månelandingsfartøjet). Europa leverer også flere moduler til den rumstation ved navn Gateway, som NASA planlægger at bygge i kredsløb om Månen.

»Den Internationale Rumstation kunne sagtens have fungeret uden os, men gennem samarbejdet er ESAs betydning vokset, og vi har fået mere ansvar og er blevet en vigtigere partner for amerikanerne,« siger Mogensen.

»Det har jeg virkelig mærket i de syv år, jeg har været herovre; jeg er blevet fuldt integreret med NASAs astronauter og har fået lov til at lave rigtig mange spændende ting.«

Men i samme periode har han også set, hvordan amerikanerne har bevæget sig ud i overhalingsbanen. I USA er rummet ikke længere kun en arena for regeringen og forsvaret, men en guldmine og et nyt marked, som tiltrækker idémagere og investeringer som aldrig før.

»I Europa har vi evnerne til at fungere på lige fod med NASA, men det er blevet klart, at vi mangler finansiering,« siger Andreas Mogensen.

»NASAs budget er fire-fem gange større end ESAs. Og fordi der i USA også er kommet så meget anden rumfart end den, som NASA står for, er de samlede amerikanske investeringer mange, mange gange større. Så det, vi har brug for i Europa, er mere politisk opbakning for at kunne opnå det, vi gerne vil. Rummet er et utroligt vigtigt område – det spiller allerede en stor rolle, men det kommer til at være endnu vigtigere fremover – og der er nogle nøgleteknologier, som vi er nødt til at beherske i Europa. Hvis vi skal kunne følge med og bidrage til at udforske rummet, men også nyde godt af den økonomiske udvikling, som kommer fra rumfartsindustrien, så er vi også nødt til at prioritere det højere, end vi gør i dag.«

Nerver og nye opgaver

Andreas Mogensen kan akkurat klemme interviewet ind i en frokostpause. Det meste af hans tid går i øjeblikket med at simulere forskellige opgaver og nødsituationer i den kopi af rumstationen, der er stillet op i en hal i rumcentret. Det er vigtigt, at han kender hvert et hjørne af den krinkelkrogede konstruktion, der er på størrelse med et dansk parcelhus.

»Fordi jeg skal være deroppe i et halvt år, skal jeg kunne meget mere end sidste gang. Dengang kunne jeg fokusere 100 procent på forskning og teknologiudvikling, fordi jeg kun var der i ti dage, men denne gang skal jeg også være med til at vedligeholde og reparere rumstationen, og jeg skal lave alt det logistiske arbejde, når vi tager imod forsyningsfartøjer. Jeg skal vide, hvordan man betjener alting, og hvordan man reparerer noget, hvis det går i stykker. Der er også en masse træning i nødsituationer, hvor vi simulerer forskellige scenarier rundtomkring på rumstationen og lærer, hvordan vi hurtigt reagerer på de farlige situationer, der kan opstå. Og så er der selvfølgelig al den videnskabelige træning, hvor jeg skal lære at håndtere de mange forsøg, jeg skal lave derude.«

Forsøgene kommer til at optage det meste af Andreas Mogensens vågne tid på rumstationen. Han skal gennemføre i alt 200 eksperimenter deroppe, og de ti er designet af danske forskere. Rumstationens laboratorier er enormt efterspurgte af alverdens universiteter og virksomheder, og de danske forsøg og de medfølgende data er det mest håndfaste afkast, som Danmarks medlemskab af ESA kan udløse.

Ansvaret for den 700 milliarder kroner dyre rumstation er et andet. Andreas Mogensen skal blandt andet styre stationens 17 meter lange udvendige robotarm, som bruges til at fange opsendelsesfartøjer eller vildfarne astronauter. Skal der gennemføres rumvandringer, er der også en stor sandsynlighed for, at han bliver sendt ud. Netop de to opgaver er han mest nervøs for:

»Rumvandring er altid en udfordring. Det indebærer en større risiko, når du er udenfor, så der er masser af specialtræning til det – til selve vandringen, men også til forberedelserne til den, mens man opholder sig på rumstationen. Det er svært at forudsige, hvad der kommer til at ske, mens man er derude, så det gælder om at være forberedt på hvad som helst. Brugen af robotarmen er også meget, meget kritisk og noget, som vi får masser af træning i. I værste tilfælde, hvis vi laver en fejl med armen, kan vi slå hul på rumstationens skrog.«

Den amerikanske ånd

Indtil videre har Andreas Mogensen ikke begået mange fejl. Han flyttede til Houston, netop som en ny guldalder for rumudforskning begyndte, og private rumfirmaer skød op rundt om Johnson Space Center i den sydøstlige del af byen. Virksomheder som SpaceX og Firefly har gjort det mange gange nemmere og billigere at sende rumraketter og satellitter afsted, mens andre firmaer er i færd med at bygge private rumstationer, månebaser og landingsfartøjer. De vigtigste opfindelser sker ikke længere i statsstøttede rumprogrammer, men i de private amerikanske virksomheder.

»Den private rumindustri er et fremragende eksempel på, hvad investeringer kan gøre,« siger Andreas Mogensen.

»For ti år siden valgte NASA at investere i private virksomheder som for eksempel SpaceX, og det har vist sig at være en fantastisk driver for rumfartsindustrien i Amerika. Dengang stod de europæiske Ariane-raketter for halvdelen af alle de kommercielle opsendelser i rummet, men det marked har vi fuldstændig tabt til SpaceX i dag. Nu sidder amerikanerne på alle satellitopsendelser – og også på opsendelser til den internationale rumstation.«

Har den private rumindustri også ændret opfattelsen af, hvad vi skal i rummet? Har de en anden dagsorden end de statslige rumprogrammer?

»En virksomhed som SpaceX er i hvert fald meget speciel. De har en ånd, der minder mere om den, man kan møde i teknologivirksomheder i Silicon Valley. Om det så også kan generaliseres til hele den private rumfartsindustri, ved jeg ikke, men SpaceX er virkelig noget særligt. Det er som at komme ind på en fabrik med samlebånd, hvor de spytter raketter ud med et tempo næsten som en bilfabrik. Det er virkelig imponerende.«

Astronauten tænker sig lidt om. Måske er det svært at sige nøjagtig, hvor drivkraften kommer fra. Siden den sidste Apollo-mission i 1972 har skiftende amerikanske præsidenter talt om Måne- og Mars-missioner, uden at det rigtig er blevet til noget. Men i USA er ambitionsniveauet med ét blevet løftet – af både statslige og private kræfter, som i øvrigt kan være svære at skelne fra hinanden:

»I rumfartsindustrien i USA er man lige nu meget påvirket af en fælles opfattelse af, at vi skal videre. At vi skal længere ud i rummet, at vi skal tilbage til Månen og også til Mars. Der har været flere forsøg undervejs, men nu virker det, som om der endelig er kommet et rumprogram i USA, hvor der er politisk opbakning og finansiering, og derfor er der helt klart denne her følelse af, at ‘nu vender vi tilbage’. Det, som vi har ventet på siden Apollo-missionerne, det er endelig ved at ske. Nu skal vi tilbage til Månen og derefter videre til Mars. Og samtidig sker der alt det her andet, hvor prisen på en opsendelse falder, og der er mange spændende satellitmissioner. Men det er især denne her opfattelse af, at nu skal vi videre, nu skal vi længere ud, som gør en stor forskel, og som alle i rumfartsindustrien er meget glade for.«

Tilbage til rummet

Fordi rummet er open for business, er det også blevet et offentligt anliggende på en måde, som det ikke før har været. NASAs rumprogrammer plejede at blive til i lukkede rum, hvor kun astrofysikere og de politikere, der skulle finansiere de enormt kostbare missioner, deltog i forhandlingerne. I dag tweeter erhvervslivets rumbaroner om vigtigheden af at rejse til den ene eller anden planet, så alle kan følge med, mens andre iværksættere udstikker deres kurs efter det størst mulige indtjeningspotentiale. I de seneste år har Elon Musk og Jeff Bezos’ meget offentlige debat om behovet for at rejse til henholdsvis Mars og Månen (Musk vil Mars, Bezos til Månen) været særligt opsigtsvækkende. Men også her er det faktisk, som om der er faldet ro over debatten, mener Andreas Mogensen:

»Det er lidt sjovt, for i mange år har der været en slåskamp internt i rumfartsindustrien, hvor mange især har talt om behovet for at vende tilbage til Månen, og så har de, som hellere vil til Mars, forsøgt at sable deres argumenter ned – og omvendt. Der er stadig en slåskamp mellem de to grupper, men nu er det, som om man har accepteret, at Mars er det endelige mål, men at man er nødt til at blive lidt klogere først og bruge lidt mere tid på at udvikle den teknologi, som skal tage os derhen. Den skal gøres mere robust, og det skal blandt andet ske ved at rejse til Månen først.«

Frokostpausen er ovre, og astronauten skal tilbage til sine forberedelser. Han skal opfriske sin viden om rumstationens computer- og kommunikationsudstyr og ordne nogle af de mange gøremål, som skal ordnes, inden man forlader sin hustru og tre børn for at tilbringe det næste halve år i vægtløs tilstand 400 kilometer ude i rummet. Når han har en rolig stund, siger han, at han glæder sig til at komme afsted:

»Rumstationen er et virkelig fascinerende sted. Det er en kæmpe maskine, som vi har bygget i kredsløb om Jorden; et fantastisk skib, der er langt større, end de fleste er klar over. Det er en helt særlig oplevelse at bo og arbejde deroppe. Så ja, jeg glæder mig bare utrolig meget til at komme tilbage.«