I løbet af mit liv har jeg prøvet mange forskellige slankekure eller »kostomlægninger«, som jeg foretrækker at kalde det for at lyde mindre desperat. Jeg har ikke prøvet de helt tossede som dem, hvor man kun må leve af hårdkogte æg eller ananas. Men jeg har ad flere omgange fulgt spiserådene fra De Danske Vægtkonsulenter, jeg har prøvet ketokuren – den gav mig hovedpine – og jeg har talt kalorier. Jeg har flere gange opnået store vægttab, der føltes som en fantastisk ny start på livet, men hver gang har jeg også efter kortere eller længere tid taget alle de tabte kilo på igen – og mere til.

Nu hvor jeg har indset, at min overvægt sandsynligvis er kommet for at blive, spekulerer jeg over, hvad det vil betyde for mig. Vil jeg få følgesygdomme som type 2-diabetes eller hjerte-kar-sygdomme?