I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Når amerikanere mister livet, er det som regel en bedemand, der angiver afdødes etnicitet på dødsattesten. Tidligere optællinger af disse data har vist, at indfødte amerikanere og indfødte i Alaska i gennemsnit har en levetid, der er omkring fem procent – eller cirka 2,2 år – kortere end det nationale gennemsnit.

Det, vi ved nu

Men et nyt studie, netop offentliggjort i det anerkendte Journal of The American Medical Association, viser, at der er fejl i mindst 41 procent af dødsattesterne for indfødte i Amerika og Alaska, så den afdødes etnicitet fejlagtigt er registreret som »hvid«.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Undersøgelsen har sammenlignet en nationalt repræsentativ befolkningsundersøgelse, hvor deltagerne selv har angivet deres etnicitet, med dødsattester via social security-numre. Dataene viser, at fejlangivelserne har skjult en massiv forskel i dødelighed: Den forventede levetid for indfødte amerikanere er reelt 6,5 år lavere end det nationale gennemsnit, og dødeligheden er i virkeligheden hele 42 procent højere end landsgennemsnittet.

Foto: Matt Rourke, Scanpix
Foto: Matt Rourke, Scanpix

Fra 2008 til 2019 var den gennemsnitlige levealder for indfødte amerikanere 72,7 år – et tal, der er på niveau med den forventede levealder i El Salvador og Bangladesh.

Men …

Ifølge studiets forfattere er det ikke overraskende, at der er gabende huller i sundhedsdata for indfødte amerikanere. Samtidig har fortsat marginalisering bidraget til høje dødsrater på grund af blandt andet stofmisbrug og kroniske sygdomme. Undersøgelsen understreger et behov for mere præcise data, samarbejde og investering i en bedre forståelse af ulighederne i sundhed, fastslår forskerne. 

JAMA, 16. juni