De fleste mennesker er mere bange for en tiger end en kat. Så måske er det bare størrelsen, der gør, at forskere generelt ser med mildere øjne på Twitter end andre sociale medier. 200 millioner brugere er ikke meget mod de næsten tre milliarder mennesker, der er på Facebook.

»Eller er det et spørgsmål om klasse? Er forskere mindre på vagt over for Twitter, fordi de fleste mennesker, der bruger Twitter, er ligesom forskerne? Veluddannede, velhavende og privilegerede? Der er jo en lang tradition for at være snobbet over for medier, der bliver brugt af andre end en selv,« funderer Rasmus Kleis Nielsen, direktør for Reuters Institute for the Study of Journalism ved Oxford University og professor i politisk kommunikation.