Kort nyt. Laboratoriefolk er tæt på at kunne lave kunstig chokolade, som endda kan blive sundere og mere smagfuld end den ægte vare.
Chokolade i kolbe
Det er hårde tider for chokoladeelskere. De seneste års klimaforandringer har gjort livet surt på de tropiske kakaoplantager, hvor tørke og sygdom rammer kakaotræerne. Når høsten svigter, påvirkes hele verdens chokoladeproduktion, og prisen på det brune guld stryger i vejret.
Ifølge kakaoelskende eksperter fra chokoladelaboratoriet California Cultured i USA er der dog håb forude for os, der ikke kan modstå de søde, smeltende fristelser. Det er nemlig lykkedes at skabe et kunstigt alternativ til kakaobønnerne.
Forskerne har brugt celler fra små, tidlige kakaobønner. De placerede cellerne i glaskolber med en næringsvæske baseret på for eksempel ris eller kokosmælk. Efter et par dage blev væsken brun, mens cellerne delte sig i kolben, og efter en uges tid kunne massen fermenteres, ristes og pulveriseres – nøjagtig som ægte kakaobønner.
Laboratoriechokoladens kemiske sammensætning minder meget om den ægte vare, men kan gøres endnu sundere, fordi man kan berige den med ekstra mange næringsstoffer. Samtidig kan man undgå de tungmetaller og pesticider, som ofte følger med fra den traditionelle kakaodyrkning.

Ifølge eksperterne kan man skabe nye dybere smagsnoter i den kunstige kakaomasse, og de håber med tiden at kunne oparbejde så stor en produktion, at den kan få plads på slikhylderne som en lækker og bæredygtig pendant til den chokolade, vi kender i dag.
New Scientist, 14. april
Del:


