Arktisk bofællesskab

I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Forskere har længe vidst, at istidernes klimaskift havde stor indflydelse på dyrelivets udbredelse i Arktis. De hårdeste kuldeperioder dækkede store dele af Skandinavien og Arktis med is, hvilket betød, at de fleste spor af fortidens dyreliv blev slettet af gletsjernes fremtrængen. Derfor har vores billede af Arktis’ forhistorie mest været baseret på spredte fund fra isfri områder, som kun i glimt har afsløret, hvilke arter der levede under de varmere perioder.

Antagelsen har været, at biodiversiteten under istiden var lavere, og at Arktis primært var beboet af nogle få hårdføre arter som rensdyr og polarræv.

Det, vi ved nu

Nu har et fund i den norske hule Arne Qvam-grotta tæt ved Polarcirklen vendt op og ned på forestillingen om et sparsomt arktisk dyreliv under istiden. Inde i grotten har forskere gravet over 6.000 knoglefragmenter frem, som lå godt bevaret for gletsjernes ødelæggelser.

Knoglerne stammer fra en varm periode under istiden for cirka 75.000 år siden, hvor kysterne var isfri, og dyrelivet kunne udfolde sig i en blanding af hav- og landmiljøer.

Ved hjælp af avancerede dna-analyser og klassisk knoglebestemmelse har de identificeret 46 forskellige arter.

Listen over beboere er overraskende farverig: fra isbjørn, hvalros og grønlandshval til havfugle som lunde og edderfugl, og endda halsbåndlemming, der nu kun findes i Nordamerika og aldrig før er fundet i Skandinavien.

Men …

Analysen afslører også, at flere af arterne forsvandt fra området, da klimaet igen blev koldere. I dag er et af problemerne, at dyrenes levesteder er meget mere fragmenterede end for 75.000 år siden, og derfor er det sværere for dyrepopulationer at flytte og tilpasse sig, selv under naturlige klimaskift.

Proceedings of the National Academy of Sciences & EurekAlert!, 4. august