De italienske aviser fik en vinkel, der ikke kunne overraske, men alligevel fejres på forsiden: Giroen er kommet hjem til Italien.
Efter en tilpas interessant indledning i Ungarn med tre etapevindere, der alle kommer fra sportens øverste luftlag, er det som om, at løbet først går rigtig i gang, når feltet har italiensk asfalt under dækkene.
Således hjemfalden kan løbet nu bevæge sig fra Sicilien til fastlandet, hvor ruten skal snørkle sig op igennem den smukke, men forvitrede del af Syditalien: Calabrien, Basilicata, Campania og Molise. Steder, mange norditalienere aldrig kommer, og hvor de mest fortryllende landskaber vikler sig sammen med forfaldet, økonomisk stagnation og den organiserede kriminalitets usynligt krævende hænder.
Syditalien er et komplekst sted, der både tiltrækker og frastøder. Elendige veje og endeløse landskaber, ufærdige bygninger, hvor etager mangler og postkortagtige kyststrækninger. Man kan ikke rejse i den del af Italien uden at blive draget eller fortvivlet.
På en måde føles det mere italiensk end de mere velstående og hårdtarbejdende dele af landet oppe nordpå, selvom det er svært ikke at være bekymret over netop ubekymretheden og skuldertrækkene overfor næsten alt andet end det allernærmeste.
Der er lige så langt fra Syditalien til Norditalien, som der er fra Milano til den danske grænse. Forskellene i sprog, indstilling og udsyn er så store, at man på godt og ondt er havnet i et andet land, når man træder ud af toget og ind i Syditalien.
Det er en kliché, fordi det er rigtigt: Der findes ingen nemme etaper i en Grand Tour. Men skraber man lidt i overfladen på rutekortet til dette års Giro d’Italia, ser man, at den første uge virkelig er umanerlig svær, nærmest giftig. Holdene skal tænke sig godt om i deres måde at gribe den an på. Balancen mellem ikke at tabe tid og stadigvæk have kræfter til de sidste, afgørende slag i bjergene har sjældent været mere subtil.
Arrangørerne har orkestreret en første uge med et ondt partitur for de ryttere, der sigter efter at vinde eller komme på podiet, når løbet slutter i Verona. Den første bjergetape op til Etna i går gav givetvis ikke nogen nævneværdig udskilning, men det er en etape, der sætter sig i benene uanset hvad. Ingen nulstiller fysikken natten over. Cykling er ikke et computerspil.
Og hvis vulkanen som sådan ikke gav nogen direkte svar, fandt etapen alligevel et kedeligt facit for flere. Jumbo-Vismas Tom Dumolin bekræftede de rygter, der har floreret siden det hollandske holds træningslejr op til Giroen: Han er der ikke.
Det samme gør sig delvist gældende for deres norske håb, Tobias Foss. Colombianske Miguel Angel Lopez udgik med en skade inden den alvorlige del af etapen var gået i gang. Flere åbne spørgsmål, men allerede et par svar. Det er etapeløbets natur.
Hvis etapen i morgen mest alt ligner en lang nem rulletur op ad den calabresiske kyst, er fredagens ind i Basilicatas hinterland det stik modsatte. Det er en af de etaper, der kan gå begge veje.
Selvom den ikke slutter opad, er de knap 200 kilometer til Potenza virkelig vanskelige, når først feltet forlader den tyrrhenske kyst. Pønser nogen på et utidigt overraskelsesangreb, er det et godt sted, bedst som mange af favoritterne håber på våbenhvile indtil den grufulde opkørsel til Blockhaus på søndag. Den runder den første uge af og kommer dagen efter en teknisk svær etape omkring Napoli.
At lægge en af løbets sværeste dage den første uge betyder, at løbets dynamik kommer til at ændre sig på en interessant måde. Nogen vil allerede have tabt afgørende tid, og det er svært at forestille sig, at det ikke er en af favoritterne, der sidder i trøjen, når vi går ind i den anden uge.
Vil deres hold i så fald kunne forsvare det forspring indtil Verona? Da jeg forleden talte med Matt White fra Team Bike Exchange var han ret overbevist om, at det kan være scenariet. Spørgsmålet er så, hvem der vil være på henholdsvis den defensive og den aggressive side af det udfald, når anden uge starter.
Apropos klicheer, så er det blevet en standardformulering i mixed zone – der hvor pressen møder rytterne efter etapen – »at tage løbet en dag ad gangen«. Så afslører man hverken hovmod eller strategiske dispositioner. Men ser man på den første, giftige uge, kan der faktisk findes en dybere mening i den sætning. For ingen ved, hvad morgendagen bringer, i den første del af den her Giro.
Læs tidligere udgaver af nyhedsbrevet Hjertets Bjerge her.
