En anset amerikansk juraprofessor, hvis hår var grønt og lyserødt som de bolsjer, der hedder Sismofytter, forklarede mig i sidste uge, at Facebook ikke nødvendigvis er det usårlige havuhyre, mange går og tror. Problemet for Facebook – og andre techgiganter, der serverer narkotisk adspredelse til menneskeheden – er, at de risikerer at tabe ikke én stor, men mange små retssager, der tilsammen kan ende med at slå dem ihjel. Ligesom det skete for asbestfabrikkerne.

Facebook betalte for nylig 17 milliarder dollar i et forlig med sagsøgere, der mener, at platformen er skadelig, men der er meget mere på vej. De sager handler om det, der også er temaet for Aaron Sorkins nye film, The Social Reckoning. Nemlig om, hvorvidt sociale medier på et fundamentalt plan er en råddenskab i vores samfund, kilden til misinformation, depression, selvskade og generel malaise.