Anmeldelse: Den anden verden. Søren Peter Langkjær Bojsen ledte efter et digitalt utopia, da han pludselig gik i stå. Nu arbejder han sig med møje og besvær tilbage til den virkelige verden. Resultatet er den mest intelligente internetkommentar, man kan finde på internettet.
Kaninhullets nødudgang
Et år er meget lang tid på YouTube. Selv sammenlignet med et år ude i virkeligheden, der i disse lidt for begivenhedsrige tider ellers godt kan føles som et helt årti. På YouTube reageres der på det, der former internettet netop nu: nye memes og tendenser, bearbejdning af den fysiske verdens begivenheder og reaktioner på teknologiens fremskridt.
Det ligger i platformens logik, at dens indhold på det nærmeste ældes sekund for sekund. Er man en af YouTubes indholdsskabere, er det derfor et ufravigeligt krav, at man kontinuerligt fodrer det digitale hul med nyt indhold. Så snart der opstår en uvant lang pause i produktionen, hægtes man af – så holder ens tanker og reaktioner helt automatisk op med at være tidssvarende.


