I 1979 indspillede Pink Floyd et af musikhistoriens største numre, »Another Brick in the Wall (Part 2)«. Tæt på lydstudiet lå Islington Green School, og bandets lydtekniker fik musiklæreren til at udvælge 12 elever, som sang de ikoniske ord: We don’t need no education! Engelsklærerne på skolen så nok dobbeltnegationen som tegn på sædernes og faglighedens fald. Man må dog glæde sig over, at politikere og lærere i England insisterede på, at eleverne stadig havde brug for rigtig uddannelse. Det gik skidt for skolen i Islington, som blev nedlagt for senere at blive genåbnet som City of London Academy Islington. Den vurderes i dag som outstanding og beskrives som rolig og fokuseret, med stærke fagkundskaber og ambitiøst curriculum. Det er stadig en socialt udfordret skole, men den gør større fremskridt end det nationale gennemsnit.

Arkivfoto: Emil Helms, Scanpix.

ENGLAND er den helt store undtagelse i den nye PISA-undersøgelse, hvor stort set alle andre lande synes at være i forskellige grader af faglig opløsning. I Danmark er elevernes kundskaber i læsning, matematik og naturfag på det laveste niveau, der nogensinde er målt. Siden 2015 svarer tilbagegangen til hele to års læring i matematik og læsning.