DET er blevet en identitetsmarkør i København at hade turister. De fylder og larmer og sviner på gader og stræder og truer trafiksikkerheden, når de slingrer afsted på segways og udlejningscykler. De vælter ind fra krydstogtskibene for at se Rundetårn og Den Lille Havfrue, før de tager tilbage til skibet for at indtage deres måltider i stedet for at lægge penge i byen. De fotograferer løs på den stedlige befolkning uden at spørge om lov, som var de fastboende en del af attraktionerne i en gigantisk forlystelsespark. Med Airbnb forvandler de hele ejendomme til skyggehoteller, driver boligpriserne op og forvrider konkurrencesituationen for de ærlige, hårdtarbejdende erhvervsdrivende, der lever af turismen. Og så forlyder det endda, at vi kun har set begyndelsen. 

Om få år, når klimaforandringerne har forvandlet Sydeuropa til en bageovn, vil København blive det nye Venedig: Det historiske centrum vil være tømt for oprindelige danskere, der hverken har råd eller lyst til at bo der længere mellem butikkerne, som sælger køleskabsmagneter af Nyhavn, vikingehjelme af plastic, hygge-duftlys, gummiænder med bjørneskindshuer, blå metalæsker med »Danish Butter Cookies«, T-shirts med »Danish Dynamite«, snekugler med Den Lille Havfrue samt naturligvis den danske klaphat.