Slip kunsten fri!

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

En af de vanskeligste ting er at formidle oplevelsen af det sublime. Det sug, der løfter én og får alt, inklusive ens egen eksistens, til at føles som en del af noget større. Efterhånden aftager rusen, og ens hoved indfinder sig igen i kroppen, hvor den nu engang befinder sig: derhjemme med en roman, i biografen eller – som det var tilfældet for mig i sidste uge – i Operahusets sal, hvor den verdensberømte norske sopran Lise Davidsen i selskab med en række andre vidunderlige solister forførte publikum gennem Verdis fortolkning af Shakespeares Macbeth under ledelse af den beundrede dirigent Antonio Pappano.

Det er så vanskeligt at skrive om noget, der er så godt. Det er derfor, vi har kritikere: fagpersoner med smag, kundskab og sproglig sensibilitet, der kan sætte ord på det, vi andre måske fornemmer, men slet ikke har sprog for. Derfor vil jeg også fri Dem for min egen udlægning af, hvorfor gallakoncerten i sidste uge teknisk set var helt enestående, og overlade det til avisens musikkritiker Sune Anderberg, når han i næste uge er tilbage fra ferie.

Hvad jeg til gengæld vil sige, er, at selvom jeg langtfra har et særligt veludviklet sprog for musik, og især opera, så har jeg hele ugen gået og tænkt på og talt om det, jeg oplevede i sidste uge. Min påstand er nemlig, at forestillingen viste, hvad det skønne alternativ til politiseringen af kunsten kunne være.

Normalt er kulisser og kostumer en del af operaoplevelsen, men denne aften blev Verdis fortolkning af Shakespeares tragedie om det magtbegærlige ægtepar Macbeth blot sunget. I baggrunden stod koret, og forrest på scenen stod solisterne med nodestativer, hvorpå deres vokalpartiturer hvilede, og koncerten var knap gået i gang, før det slog mig, hvor tiltalende den afskrabede form var. Som fiktion uden al fiktionen. Sangerne sang, og orkestret spillede, og fordi de allesammen var så dygtige, var der slet ikke brug for de mange adspredelser, vi har vænnet os til.

Men det var ikke kun derfor, at koncerten føltes nærmest avantgarde. Fordi iscenesættelsen var skåret helt ind til benet, kunne man for alvor koncentrere sig om Shakespeares stykke. Den kommenterende instruktør, der forsøger at sætte sit aftryk og gøre værket relevant, var med koncertformen overflødiggjort og sendt hjem, og det føltes helt ærligt vidunderligt. Når ingen udlægger værket for én, bliver man tvunget til selv at tænke sig om.

Nogle uger forinden var jeg også i Operaen for at opleve en anden Macbeth-fortolkning, nemlig den af balletkoreografen Akram Khan, der med sin feministiske læsning af Shakespeares tragedie satte spot på Lady Macbeth i stedet for hendes mand. Men til gengæld også påduttede karakteren en kedelig psykologi baseret på ideen om, at kvinder er undertrykte ofre for strukturer, der fordærver verden under ledelse af magtfulde mænd.

Lise Davidsens Lady Macbeth var til gengæld ganske modbydelig. Og for at man kunne forstå det, behøvede sopranen ikke mere end at løfte blikket og stirre køligt på det betagede publikum – eller kaste et lille gement blik mod Macbeth, som i øvrigt blev sunget af barytonen Quinn Kelsey. Men hun var naturligvis også alt muligt andet. Henført, begejstret, desperat.

Det menneskelige register flød over i hendes gestaltning, og det er derfor, tror jeg, at oplevelsen var så stor, udover selvfølgelig sangernes overlegne tekniske kunnen. På scenen var der plads til fuldkomne og fejlbarlige mennesker, og det føles som en lise i en tid, hvor alt og alle konstant reduceres til generaliseringer.

Gallakoncerten fandt sted samme uge, som vi diskuterede debutanten Frederik Lind Køppen og behovet for politisk kunst i det hele taget. Og i operasalen slog det mig, hvor fattige vores kategorier til at beskrive verden og hinanden lige nu er.

Heldigvis findes kunstnere som William Shakespeare og Verdi, der løfter os et andet og bedre sted hen, hvis vi overgiver os og opgiver den arrogante idé, at vi er klogere end dem, der kom før os. Det er vi tydeligvis ikke.