Marilyn Monroe fylder 100 år den 2. juni. Hun er her selvfølgelig ikke, hun døde af sovepiller i 1962, kun 36 år gammel. Nu ligger hun bag en sten på Westwood Memorial Park & Mortuary, hendes skuffe, eller nærmere krypt, ligner de andre i rækken, navneskiltene og de bittesmå fastgjorte vaser er alle ens. Rundt om kirkegården buldrer Los Angeles, den lille, tavse grønne plet er klemt, undseelig, og så alligevel ikke, fordi himlen er så blå, og Monroes sten overdrysset med læbestiftskys. Det er rørende, men måske især modigt, at kysse samme sten som alle mulige andre i en beskidt by som Los Angeles. Selv ville jeg nok gurgle håndsprit i mange dage.

Ved siden af Monroe ligger Playboy-grundlæggeren Hugh Hefner, ifølge Los Angeles Times købte han naboskuffen i 1992 for 75.000 dollar: »Jeg tror på symboler,« fortalte han samme avis i 2009, »muligheden for at tilbringe evigheden ved siden af Marilyn er for sød til at lade gå fra sig.« Monroe var både forside- og foldeudpige i det første nummer af Playboy i 1953. Hun poserede, mens hun endnu var ukendt og uden arbejde, og fik dengang 50 dollar for det. Hefner købte senere rettighederne til billederne fra en kalendervirksomhed for 500 dollar; Monroe tjente aldrig mere end den første løn på de vovede fotografier og måtte, efter eget udsagn, endda selv ud og købe et eksemplar af bladet. Nu ligger han ved siden af hende til evig tid, aldrig får hun fred, og igen tænker jeg på håndsprit; jeg har lyst til at tage et langt bad i håndsprit.