Døren blev opfundet i oldtidens Egypten som et symbol på status og adgang. Apropos adgang; Jeg var på Mallorca uden for sæson. Palma i december. Byen var vores. Men toilettet, placeret midt i vores dobbeltværelse, var af glas. Altså vægge og dør til toilettet var af glas. Det gav ikke kun udfordringer med, hvad man kunne se, men også hvad man kunne høre.

Hoteloplevelsen bør være noget uhusligt, noget, man ikke får derhjemme. Sengen er redt  og rodet ryddet. Hverdagens trompe l’æil, der narrer os til at tro, at alt fra parforhold til overskuddet er i top, fordi der er styr på det basale. Og jeg dømmer ingen, men hjemme hos mig er det ret basalt, at man lukker døren, når man besørger. Så status for min hoteloplevelse blev, at jeg kom på fornavn med receptionisten, Laura, fordi jeg skulle henvende mig dér for at få en nøgle til toilettet i lobbyen udleveret. Jeg oplevede sågar flere gange at stå i kø.